Toustrup Byskole

Toustrup Byskole afløste den gamle rytterskole i 1902 – og byskolen havde fået den gamle sandstenstavle, som havde siddet på den gamle skole, anbragt oppe over et af skolevinduerne. På denne havde Fr. IV skrevet den – også fra andre rytterskoler – velkendte inskription, som er beskrevet under seværdigheden Toustrup Rytterskole. 

Toustrup Byskole er bygget i rødsten og med skolestuen gavlvendt, ligesom utallige skoler blev bygget på den tid. På samme tid blev også skolen i Sorring bygget til afløsning af den gamle fra 1835. Men den var jo noget større med 2 lærere og 1 lærerinde, her var der 6 klasser. I Toustrup var der kun én lærer – og to klasser. 

Den første lærer her var Niels Bang, som fra 1880 havde været lærer i rytterskolen. Han virkede nu her til 1923, da han blev syg og døde. Han var gift med en søster til Jens Laurs Jensen i Skovgård, som ligger lidt nord for byen.

Estrid Wilhelms er datter af H. E. Jensen, der var den sidste lærer i Toustrup. Her er hendes erindring om tiden i Toustrup Byskole:

Fra 1.12.1923 kom min far Hans Erik Jensen og hans kone Karen hertil. Skolen bestod som sådan, indtil 1952, da man lavede centralskole i Sorring. Far, som havde en halv snes år tilbage, blev boende i skolebygningen og tog til Sorring og underviste. Far flyttede i 1963 til Dallerup, sammen med sin 2. hustru Martha, hvor han fik sit otium, og skolen blev solgt til en sadelmager og senere blev den kollektiv. I dag er den privatejet (red.)

Kilde: Skrevet af Estrid Wilhelms, datter af H. E. Jensen i artiklen ”En landsby i mellemkrigstiden” i Østjysk Hjemstavn 1991

Livet i byskolen i mellemkrigstiden (1920-1940)

Vi gik jo dengang i en to-klasset skole, derfor måtte undervisningen foregå på forskellige planer, så far måtte undervise os i hold. Nogle fag foregik dog samlet, således religion, Dog geografi. I mindste klasse var det Danmarkshistorie og geografi og det gamle testamente, d.v.s. grundbøger (bibelhistorien, som byggede på det), i ældste klasse det nye testamente og kirkehistorie, og i geografi skulle vi nu interessere os for Europa eller de øvrige verdensdele – skiftevis hvertandet år. 

Regning var delt i hold, så hvert hold for sig blev taget op til tavlen, mens de øvrige arbejdede med hver sine regnestykker. Ved tavlen var det hovedregning, som også svarede til deres hold. I dansk blev nogle sat til at afskrive et stykke skønskrift, mens andre havde diktat eller genfortælling. Stile havde vi da også i ældste klasse, men det var oftest hjemmearbejde, der var jo grænser for, hvor meget der kunne nåes i de få timer, vores skoletid omfattede.

Så havde vi sangtimer, hvor vi lærte forskellige sange, og ofte flere melodier til hver sang eller salme. Udenadslæren, såsom kongerække, havde vi ikke, da far ikke mente, at udenadslæren var meget værd. Dog på et punkt forlangte han det, vi skulle lære salmevers. Jeg vil da sige, at det havde man senere gavn af, mens man kan diskutere, hvor meget kongerækken var værd, den kunne jo slåes op. Gymnastik havde vi om sommeren – eller boldspil.

Når man tænker tilbage på skoletiden, så forekommer det mig mærkeligt, at det var muligt for børnene at koncentrere sig, når der ved siden af foregik andre ting end det, de selv skulle beskæftige sig med, men det gik fortræffeligt.

I vores frikvarter skulle vi ud, hvis vejret tillod det, og så legede vi sanglege – især pigerne, eller vi spillede bold. Vi kunne spille med flere bolde ad gangen. Sommetider spillede vi rundbold, så var drengene også med. Var vi inde i frikvarteret, byttede vi glansbilleder.

I vores skolestue var der i begyndelsen anskuelighedsbilleder på væggene, d.v.s. billeder fra det arbejdende liv, som f.eks. forestillede arbejde i tørvemoser eller høstarbejde, et bybillede med en færdselsbetjent med pikkelhue o.s.v. Disse billeder satte far efterhånden op på loftet og hængte sine egne malerier op i stedet. Desuden var der skabe, hvor der var anbragt udstoppede fugle, smådyr og oldsager eller mineraler fra de forskellige tider. Det blev altsammen brugt i undervisningen, når vi havde den ugentlige time, som hed naturkundskab.

Kilde: Estrid Wilhelms