Toustrup Bys Historie

Kort beskrivelse

Læs mere

Kilde: Matrikelkort over Toustrup By, 1856, Landinspektør Jens-Erik Schiøtt Svensson, Aakjaer Landinspektører

Toustrup By

Dallerup Sogn lå oprindeligt under ”Kronen” og blev ved det Skanderborgske Rytterdistrikts oprettelse i 1717 lagt ind under dette og tilhørte dette indtil distriktets nedlæggelse i 1767.

Alle 16 ejendomme i 1688 var ifølge matriklen i Toustrup ryttergods, undtagen 2 selvejere samt 2 ejendomme, der var ejet af sognepræsten til Frue Kirke i Aarhus og 1 ejendom, der var ejet af Kongen og Ritmesteren. Haldgården er måske byens ældste selvejergård, idet den blev købt fri mellem 1766 og 1770.

Da jorden ved ryttergodsets salg i 1767 blev tilbudt bønderne i Toustrup, vovede kun 3 gårdmænd at købe. Hele byen kunne dengang være købt for lidt over 3.000 daler – og der havde hele skoven fulgt med. Ejendommene blev købt i Aarhus og gik derefter over til Frijsenborg. Byen blev tidligt udskiftet nemlig i 1771.

Byen bestod i 1804 og 1820 af 14 gårde (7 hel og 7 halvgårde), 9 huse med jord og 9 huse uden jord. Udenfor byen var der ingen beboelser undtagen Vandmøllen. De fleste gårdmænd var omkring 1820 fæstere under Frijsenborg, men i årene 1852-1855 købte de deres gårde og blev selvejere. Grev Frijs overlod dem gårdene på meget favorable vilkår.

I 1880 var der 9 gårde i byen og 9 på marken, 33 huse i byen (3 med jord) og 12 huse på marken (1 uden jord).

Kilde: Dallerup sogn – i fortid og nutid v/Chr. Heilskov og H. E. Jensen (tekst og billede)

Kilde: Matrikelkort over Toustrup By, 1856, Landinspektør Jens-Erik Schiøtt Svensson, Aakjaer Landinspektører – Et nærbillede

Ryttervej var dengang “hovedvejen” i Toustrup. Den fortsatte via byleddet ud på det, vi i dag vil kalde ”nord om Mindesmærket” og videre forbi Horskilde Mejeri, ad Horskildevej til Sorring. Se det fulde billede.

Matr.nr. 7, 6, 5 og 4 var halvgårde, der alle nedbrænder i September 1875.

Matr.nr. 11 er Bundgården og til højre for den, ses lergraven.

Kilde: Svend Aage Mikkelsen, Sorring

Lyt til historien

Børnehistorien

Edit Template

Kilde: Billede af kort over Toustrup By, omtegnet og trykt i 1932 efter kort fra 1928

Toustrup By 1920-1945

Estrid Wilhelms (datter af lærer i Toustrup Skole H. E. Jensen) beskriver Toustrup således i 1923, hvor de kom til byen.

Toustrup var den en lille, stille idyl uden spor af fremdrift, man kaldte den en Torneroseby med dens snoede veje, mange bindingsværkshuse og gårde, men det kunne måske også forstås på en anden måde, nemlig at den sov sin Tornerosesøvn. Den nyeste bygning i byen var skolen, der var bygget i 1902 til afløsning af den gamle rytterskole, og adskillige gange havde “den røde hane” galet og lagt et par gårde i aske eller blot huse. Det havde formindsket byen, tillige med udflytningen i sin tid.

Gader, gårde og huse

Her var nu 7 gårde og op imod 25 huse, nogle af disse huse havde i sin tid tjent som stuehuse til nu udflyttede eller brændte gårde, og flere af dem var to- eller tredelte, så der boede to-tre familier i dem.

Af håndværkere var der først og frem mest smeden, som var en vigtig person for bønderne, når deres heste skulle skoes. Så var der en snedker, en murer og en skomager. Af handlende var der hele to købmænd, hvilket var vel rigeligt i så lille en by, især da et par af bønderne handlede i nabobyer hos familie. Det var da også skyld i, at den nederste købmand gentagne gange var blevet udskiftet, og der var desværre også den gang dårlige betalere imellem kunderne.

Byen bestod af to gader, den nordre og den søndre gade, som løb sammen neden for rytterskolen til én, som snoede sig videre ud af byen mod øst og ned mod Toustrup Mølle, som lå idyllisk i dalen nede ved banen Århus-Hammel.

Der var jo ikke mange asfalterede veje, og vejen, som gik gennem Toustrup, var skærvevej lige fra Låsby-Sorring-vejen og ud til den asfalterede vej ved Mundelstrup. Vejen gennem byen var til tider meget pløret p.g.a. tabte roeblade samt efterladenskaber fra husdyr, så man måtte som regel gå i træsko eller gummistøvler og have skiftesko med, hvis man skulle på besøg.

Der var heller ingen gadebelysning, så om aftenen måtte man også udstyres med en lommelygte. Der var ikke indlagt lys andre steder, end i skolen, forsamlingshuset og i gårdene. Alle øvrige nøjedes med petroleumslamper. Derfor kom der ret ofte en petroleums mand til byen for at sælge til købmændene. Folk hentede så deres petroleum i dunke, som de selv medbragte, så købmanden kunne pumpe olien i dem. Hvis elektriciteten en enkelt gang svigtede, måtte også vi have et par lamper frem, og det, syntes vi børn, var spændende.

Transport

Vi havde et par kilometer til stationen, som lå ved den nu nedlagte Hammelbane.

Ruten hed Århus-Hammel-Thorsø-jernbane, og det var i mange år vores eneste vej til disse to byer, men så havde vi en rutebil, som vi for 5 øre kunne køre til eller fra stationen med. Det var Robert Rohdes rutebil (den var privat) og den kørte fra Toustrup st.-Toustrup-Sorring-Silkeborg, så vi havde her forbindelse til Silkeborg. Denne rute fungerede også som bud, hvis man skulle have apotekervarer, så fik Robert recepten med og besørgede ærindet, og man havde medicinen om aftenen. Da vi senere fik radio sidst i tyverne, skulle man have akkumulatoren ladet op med mellemrum, det ordnede Robert også, og han kom tilbage med den næste dag igen. Han kendte efterhånden alle på sin rute. Desuden havde han en lillebil (taxa, red.) til udlejning med chauffør, og for en familie var det billigere at leje ham en hel dag, hvor chaufføren blev og tog os med tilbage, end det var at tage toget, og så var det jo nemmere. Chaufføren spiste altså med, hvor man var på besøg.

De handlende

De handlende, som kom til byen, var for det meste mælkemanden, som kom på alle hverdage, lørdag var dengang også hver dag. Han ringede med sin klokke, og man gik ud med sine fade og kander og fik målt op, hvad man forlangte. Sødmælken var så fed, at den kunne bære fløde op, som man kunne piske. Alt var i løs vægt, undtagen smørret, som var i pergament, der var lur mærket. Af bagere havde vi tre forskellige, henholdsvis fra Sorring, Galten og Skovby. De kom hver to gange ugentligt, og på én nær, som havde bil, så kom de øvrige i hestekøretøjer.

Slagtere kom der to af. Slagter Louring fra Farre kom i sin bil to gange ugentligt, og slagteren fra Sorring kørte med hestekøre tøj, også to gange om ugen. Endelig havde vi Larsen, som kørte med slagteriaffald fra Hammel slagteri (affald var f.eks. ben, lever, hjerter og nyrer og altså ikke hundeæde). En overgang kom der også tre forskellige fiskemænd. Vi var altså ikke ligefrem underforsynede, men at der ikke fandtes bager eller slagter i byen, frelste os senere fra indkvartering i byen af tyske soldater, de var i for samlingshuset i 8 dage, og så fortrak de grundet på dette. Som før sagt, så var lørdagen også hver dag, og købmændene måtte ovenikøbet holde åbent til kl. 20-21 denne aften.

Når vi gik til købmanden, havde vi kurv med, og vi havde en kop med til sennep eller en kande med til sirup. Alle varer var vejet af i papirsposer af købmanden undtagen de få mærkevarer, der fandtes, f.eks. margarine og kaffetilsætning. Købmanden havde gerne sin egen blanding af kaffe og havde også sine egne poser med sit navn og tlf.nr. som reklame. Han havde så en kaffemølle med håndsving. I en sådan købmandsforretning var der også lidt isenkram og manufaktur, så det kunne kaldes “en blandet landhandel”. I nabobyen Låsby var der en trikotageforret ning, men i Toustrup var der intet, derfor havde købmanden de vigtigste ting, dog også bomuldsmetervarer. Man blev ekspederet, ikke noget med selvbetjening, men så var der vel heller ikke så mange butiks tyverier!

Ost købte vi hos mælkemanden, eller man kunne gå op på mejeriet og hente. Mejeribestyreren, Pedersen, var kendt som en dygtig ostefabrikant. Mælken blev fra bønderne kørt af mælkekuske, som havde det på licitation. Mælken var i store, tunge transportspande, og på mejeriet fik han så den behandlede mælk med tilbage, det var nu blevet til fut mælk, altså det vi i dag kalder skummet mælk. Man lagde sågar også mælkepengene ved spanden, det ville man vel ikke gøre i dag? Man havde kontrolassistenter, og der var hele to foreninger i sognet, man kunne ikke blive enige om én. De kontrollerede én dag ad gangen ved hvert medlem. Og man kørte kontrollen rundt med hans kasser.

Fester og gilder

Gårdmændene havde deres spisegilder, hvor man fik i store måder med flere slags kød Derudover var der tit kaffegilder. Også disse kunne være dyre nok, det var nemlig kutyme, at man havde 10-12 slags brød, foruden småkager. Her anbragte man mændene i én stue, hvor der blev spillet kort eller snakket politik, og her kunne bølgerne godt gå højt. I den anden stue var der mere stilfærdigt, her sad damerne med deres håndarbejde og småsnakkede. Vi børn fik lov at være oppe lidt længere, når vi havde gildet derhjemme – en gang årligt. Mor foreslog, at man skulle begrænse sig til 5 hold (slags, red.) kage, hvilket ikke faldt i god jord hos alle, men mor overholdt det.

Så var der de fester, som foregik i forsamlingshuset. Til juletræsfesten og til høstfest havde hver husstand deres brød med selv, også her drejede det sig om at have det bed ste med, når andre så det. Til fastelavn red karlene rundt – pyntede – og på pyntede heste, og samlede penge ind til festen om aftenen i forsamlingshuset. Man betalte så, eftersom hvor mange af husstanden der kom med, og der blev købt brød hos bageren. Bagerbrød var for os en herlighed, for det fik vi ellers aldrig, altid hjemmebag

Kilde: Estrid Wilhelms, ”En landsby i mellemkrigstiden” fra Østjysk Hjemstavn, 56. årgang, 1991 s. 67-86 (tekst og håndtegnet kort om mellemkrigstiden)

Edit Template

Anekdoter

TOUSTRUP VED ÅR 1820
Gårde og huse i Toustrup 1804-1880

I 1804 bestod Toustrup By af:

15 hele og halve gårde og 9 andre huse med jord samt Møllen,

9 huse uden jord (ingen på Marken undtagen Møllen).

1880 var der:
9 gårde i byen og
9 på marken,
3 huse i byen med jord og
30 huse uden Jord,
11 huse på marken med Jord og 1 Hus uden Jord.

Altså var der i 1880 30 Boliger flere end i 1804

Kilde: Tovstrup By og dens Beboere fra omkring 1820 til 1880. Optegnelser af L. Lassen, meddelt til og skrevet af Evald Tang Kristensen.

Toustrup ligger i en bred dal omgivet af frugtbare marker, der mod nord og syd begrænses af skov. Byen havde 15 gårde, iberegnet møllen, der lå lidt udenfor. Af gårdene var de 7 helgårde, de øvrige halvgårde. I midten af byen lå skolen og smedjen. De øvrige huse, hvoraf der var 9 med jord og 9 uden, lå vestligst i byen.

De fleste af gårdmændene var fæstere under Frijsenborg, men i årene 1852-55 købte de deres gårde og blev selvejere. Grev Frijs til Frijsenborg var en ædel mand, der overlod dem gårdene på billige vilkår. Til tak herfor oprejste bønderne ham, endnu medens han levede, en mindesten på Frijsenborg. Bønderne byggede, med hjælp af de dårligt uddannede landsbyhåndværkere, selv deres huse. Når skolen undtages, var der i min barndom ingen grundmurede huse i byen og selvfølgelig heller ingen med tegltag. Der var heller ikke fod under stolperne; de stod på sten med et stykke tømmer imellem. Væggene var sat op af flettede hasselstokke med påklinet ler. Indervæggene var dog opført af hjemmelavede lersten. Gulvene i stuehusene var af stampet ler.

Kakkelovne af jern fandtes ikke mange steder, man hjalp sig med åbne lerovne, som man selv opførte. Undertiden opførte man også skorstene af lersten, men dertil var de ikke solide; thi når efterårsregnen kom, blev de opblødt og faldt ofte ned på loftet. Så sent som i 1855 faldt der i Galten på en nat 9 skorstene, hvilket jo ikke var nogen behagelig opvågnen for beboerne. Hvert år kom bønderpigerne i arbejde med at gå væggene efter, kline ler i huller og sprækker og bagefter overkalke dem.

Levemåden var meget tarvelig, men kosten var nærende. Folk levede af de produkter, de selv frembragte: mælk, smør, kød, fedevarer o.s.v. Kartofler, der i min fars barndom regnedes for svineføde, hørte nu med til almindelig daglig kost. Sigtebrød kom kun på bordet til højtider og ved gilder. Når en mere velstående bondekone ville have sig en kop kaffe, måtte det ske i smug, da de andre ikke måtte vide, at hun nød en så kostbar drik.

Der brændtes brændevin flere steder i byen, men jeg ved dog ikke af, at folkene, hvor drikken lavedes, var mere hengivne til nydelsen heraf end andre, og de øvrige byfolk havde aldrig til stadighed brændevin i huset. Da det blev forbudt af regeringen at »brænde«, fremstod der mange steder småkroer, hvor man kunne købe drikken.

Her i byen hørte man ikke tjenestefolkene klage over dårlig kost. De fik jo også af samme mad som husbonden og hans familie. Alle i gården spiste ved et bord og af et fad. Mændenes klæder var af hjemmegjort vadmel. Til daglig brugte de en kort trøje, på rejser eller i selskab kjole. Næsten alle gik i knæbukser. De var undertiden af garvet skind og nåede fra hoften til lige under knæet. Kvinderne gik også i hjemmegjort tøj — alt var simpelt, men stærkt. På rejser havde man overtøj, kvinderne en kåbe, mændene et »slag« eller en vadmelskappe.

Bryllupper og andre gilder var større end nu. Der var ikke mange retter på bordet. Ofte opvartedes med risengrød eller vælling og klipfisk; man fik aldrig steg eller kage til sidste ret, men derimod flæskeskinke. Der blev spist af lertallerkener og lerfade, og gæsterne medtog selv kniv og gaffel og undertiden ske. Ved de første julegilder, jeg var med til, fik vi smurt sigtebrød med pålæg samt vafler og æbleskiver til varmt øl. Senere hen i tiden fik mændene kaffepunch. Første gang jeg så mændene drikke kaffepunch, kom de kandissukker i den sorte kaffe og rørte om deri med pibespidsen, til sukkeret var smeltet — teskeer kendte man nemlig ikke. De voksne morede sig ved gilderne med kortspil, for det meste »sjaus«, hvor den, der først fik de tolv kridtstreger, havde vundet. Børnene fordrev tiden med at trække tavl om æbler og pebernødder, som husmoderen i gildehuset delte ud.

De lange vinteraftener svandt hurtigt, især for kvinderne, der spandt, kartede og strikkede. Mænd og karle gik af og til sammen til kortspil. For det meste sad de dog hjemme og deltog i husfliden på deres vis, tog tællebænken ind og dannede river, tøjrepæle, klaptræer og andet til sommerbrug. Ofte hjalp karlene med til at karte; så fortaltes der historier og eventyr, eller der blev sunget viser, f.eks. den lange vise om Burmand, der var på hundrede vers. Der var ikke meget lys i stuerne — man klarede sig med tællelys, som man selv fabrikerede. Petroleumslampen kom først i brug i løbet af tresserne. Bonden forarbejdede for en stor del selv sine arbejdsredskaber; kunne han ikke selv, overdrog han arbejdet til hjulmand eller hugger. Redskaberne bestod for største delen af træ. Ploven var en tung hjulplov, hvori der ikke var andet jern end langjern og skære. Harvestel var også af træ, ja, man havde endog harver med trætænder. Vognene var simple, forhjulene ubeslåede, puder af siv med ugarvet skind på slidestederne. Hestene var også simple, især hvor der forrettedes hovarbejde. Vejene var forfærdelige: 2 hjulspor, ingen grøfter, undertiden hulveje, hvor det var vanskeligt for to vogne at passere hinanden. Selv Århus-Ringkøbing landevej, der gik gennem Toustrup, var elendig. Bønderne skulle holde den i stand, men vedligeholdelsen bestod i, at grøfterne blev oprensede, og rensningen blev kastet ud over vejen. Nede ved Toustrup mølle, på »Frankis- bakken«, kørte fragtvognene fra Århus ofte fast, så mølleren måtte ud med sine trækstude og hale vognene op af æltet. Til en Århustur brugte man om vinteren to dage, og købmanden havde da sengeleje til bønderne. Blev der kun handlet en ubetydelighed, kostede logi 6 ski (skilling = 2 øre, red.). Var handelen stor, kostede logi intet, og bonden fik tjære til vognsmørelse, når han skulle hjem. Man havde mad med hjemmefra, og købmanden gav snaps til. Om sommeren kørte man altid til staden kl. 10 aften, så var man der tidlig næste morgen.

Der var blandt de jordejende bønder på Toustrupegnen jævn velstand efter den tids begreb. Indmarksjorden hørte til Jyllands bedste, og fæsteafgiften var ikke høj. Der var dog kun få penge blandt folk. De fleste offentlige og kommunale udgifter blev betalt »in natura«. Bønderne leverede fourage til rytteriet og fik derfor afslag i skatter. Til skole- og fattigvæsen ydedes kun få rede penge. Landsbyhåndværkernes og husmændenes fortjeneste var forholdsvis lige så stor som nu, i alt fald klarede de sig lige så godt. De, som ingen jord havde, kunne for billig betaling få en ko græsset hos gårdmændene. Vinterfoderet fik de for godt køb, eller de gjorde akkord med en gårdmand, så denne fik gødningen, der blev kørt ud på en ager for sig selv, og husmanden fik den første kærve, jorden gav. De husmænd, der drev husflid, som fletning af bag smækker til vogne, halmløbe, bikuber, eller forarbejdning af river, leskafter osv. tjente godt og kunne endog undertiden forstrække gårdmændene med pengelån. En daglejer tjente om vinteren for en dagløn af 8-12 ski., men et pund smør kostede heller ikke mere, og prisen på andre fødevarer var derefter. En tjenestekarl fik i årlig løn 12-14, højst 16 rdl. (1 rigsdaler = 2 kroner, red.), 6 alen (62,77 cm red.) hvidt vadmel, 12 alen lærred, 1 pund uld (1 pund = 0,45 kg, red.) og to par træsko.

Bønderne udførte ikke kvæg, og enhver husmand på nær de allerfattigste købte om efteråret en ko eller et »nød« til slagtning og havde da kød til hele vinteren. Husmandens ildebrændsel kostede ham næsten intet. Han skar tørv »til halvt« hos gårdmændene, og han og hans kone opsamlede eller nedbrød med »skalkrogen« tørre grene, hvoraf der var en mængde i skovene. Dertil havde man tilladelse, men der gik også tit noget bort uden tilladelse. Man anså nemlig ikke skovtyveri for nogen skam, vel sagtens fordi skoven efter gammel tradition blev anset for fællesejendom. Det træ, husmanden tog uden lov i grevens skov, havde dog mindre at betyde; værre var det, hvad ikke så sjælden skete, at gårdmændene kom om natten med hest og vogn og bort kørte hele læs brænde eller store stykker egetømmer.

Der var dengang en eller to vævere i hver landsby. De blev betalt dels med penge, dels med naturalier: brød, ost, fårelår o.s.v. Pottemagerhåndværket var udbredt over hele egnen, der derfor også gik under navnet pottemageregnen. Leret, en slags fint blåler, blev købt ved Galten for 3 mark pr. læs. Det henlå en vinter over, blev så renset, bearbejdet og formet til allehånde kar, krukker og fade.

Kilde: Uddrag af Las Lassens fortælling i ”Den guderne er vred på” - 7 generationer i folkeskolens tjeneste, ved T. Bundgaard Lassen, udgivet i 1970