Oldtiden
Sorring ligger midt på et markant højdedrag og har en meget lang historie. Stenalderjægerne gik på jagt langs området vandløb og moser, og stenalderbønderne rejste en markant langdysse af kampesten højt hævet over de dybe dale. I bronzealderen byggede højfolket (Tidligere tiders folk der boede på højtliggende steder) talrige gravhøje, hvor ledende mænd og kvinder fik deres smukke ejendele i kostbart metal med i graven. Omkring Kristi fødsel boede jernalderbønderne midt på højdedraget og dyrkede deres omkringliggende marker.
Gravhøje
I bronzealderen (ca. 1500-1100 f.Kr.) blev der i Danmark rejst tusindvis af gravhøje, hvor højfolket gravlagde mænd og kvinder fra landets ledende slægter. De fik deres smukke ejendele med i form af store mængde kostbart metal, og der var mange ritualer forbundet med deres begravelser. Højene ligger gerne højt i landskabet og flere steder ligger de nærmest på rækker, der nok har fulgt datidens veje. Højene er bygget af en græs- og lyngtørv, så for at bygge en enkelt høj, skulle der skrælles tørv af et område svarende til cirka tre store fodboldbaner.
Syvhøje
Syvhøje ligger højt i terrænet, og ifølge navnet har der i oldtiden været rejst flere gravhøje netop hér. Fire af de nærved liggende høje er i dag fredede og står stadig som store, markante høje, hvorimod de sidste er overpløjede og knap synlige på overfladen. Tre af de fredede høje har synlige nedgravninger i toppen, og ved en undersøgelse af en af højene er der fundet en langdysse fra bondestenalderen (ca. 3500 f.Kr.) – et stenkammer af rejste kampesten med en kæmpestor, kløvet kampesten som overligger. Senere i bronzealderen (ca. 1500 f.Kr.) blev en kvinde begravet i kanten af højen. Hun fik sine smukke ejendele med i form af to spiralarmringe og en nål af bronze.
Kilde: Silkeborg Museum, arkæolog Peter Mohr Christensen
Kilde: Kort fra Nationalmuseet over gravhøje i området
Gravhøjene
Navnet Syvhøje kommer dels af, at der måske har været 7 høje, dels af det hellige tal 7. Uanset hvad, fik man det altid til at passe, så man nåede det hellige tal. Museet har markeret 8 høje i området.
Gravhøjene, der ligger højt placeret i landskabet stammer fra forskellige tidsperioder, lige fra oldtid og stenalder til bronzealder. Her beskrives de 4 synlige gravhøje, der er markeret med sorte prikker: 3 gravhøje tæt på Syvhøjegård og 1 gravhøj tæt på Sanddalen. Derudover nævnes kort de sløjfede gravhøje, herunder Bavnehøjen, som er en af beliggende nord samt de øvrige sløjfede gravhøje i området.
Gravhøj nr. 22 ved Syvhøjegård beliggende tættest på stuehuset er en rundhøj (dateret 4.000 år f.Kr. – 1.066 e.Kr.). Nationalmuseet har beskrevet denne høj første gang i 1894 og den blev fredet i 1949. Mod sydvest er der en mindre indgravning i højen, ellers er den velbevaret og ikke udgravet.
Gravhøj nr. 24 er den ene halvdel af en tvillingehøj, der ifølge Nationalmuseet indeholder en runddysse eller langdysse i aflang høj. Højen dateres fra flere tidsperioder:
Højen er beskrevet, udgravet og fredet i 1894. Højen er udgravet ved en stor gravning i midten af højen. I udgravningen ses et stenaldergravkammer med længderetning nord-syd. Ved udgravningen fandtes i højens sydlige side en mandslang stenkiste. Senere i bronzealderen (ca. 1500 f.Kr.) blev en kvinde begravet i kanten af højen sammen med sine to spiralarmringe og en nål af bronze. Ifølge Niels Osterlands samtale med Nationalmuseet skulle der efter sigende kun findes 2 af disse særlige høje i Danmark, der stammer fra stenalderen og er blevet ”genbrugt” til begravelse i bronzealderen.
Gravhøj nr. 25 er den anden halvdel af en tvillinghøj uden dysse. Den er en rundhøj fra oldtiden, som er beskrevet og fredet i 1894. Højen er ikke udgravet, men der er en nedgravning i toppen af højen.
Kilde: Silkeborg Museum
Kilde: Interview med Niels Osterland i 2024
Kilde: Billeder taget af Hanne Hoberg i 2024
Gravhøj nr. 19, tættest på Sanddalen, er beskrevet af Silkeborg Museum som en rundhøj fra oldtiden (dateret 4.000 år f.Kr. – 1.066 e.Kr.). Første gang Nationalmuseet har beskrevet højen, er i 1894 og den bliver fredet ved tinglysning i 1905. Højen er velbevaret og ikke udgravet.
Kilde: Billede af overpløjet høj mod nord (Bavnehøjen)
De sløjfede gravhøje
Den mest interessante af de sløjfede gravhøje er den overpløjede gravhøj nr. 21, der ligger nord for Syvhøjegård. Den er registreret som en rundhøj fra oldtiden, og her skriver museet, at der efter sigende er fundet et menneskeskelet. Højen kan anes i landskabet. Det er denne høj, der fungerede som ”Bavnehøj” tidligere – se mere i det særskilte seværdighed om Bavnehøjen og Bavnehuset.
Den sløjfede gravhøj nr. 18 ligger tæt på den synlige gravhøj nr. 19 ved Sanddalen, men kan ikke ses længere. Højen er registreret i 1894.
Den sløjfede gravhøj nr. 23 er en overpløjet høj, der lå i skellet mellem Syvhøjegård og marken mod vest . Den er også registreret i 1894, hvor den blev beskrevet som rester af en middelstor høj. Der er ikke noget at se i dag.
Den sløjfede gravhøj nr. 27 blev registreret i 1894, hvor den blev udgravet af Nationalmuseet. Beretning fra udgravningen er ikke tilgængelig for Silkeborg Museum. Højen var overpløjet i 1948
Kilde: Silkeborg Museum
Gravhøjes opbygning
Måden, man byggede gravhøje på i bronzealderen, var typisk af græstørv. Til en stor høj skulle der bruges græstørv fra et areal på op mod 7 hektar. Man begravede både mænd, kvinder og børn i højene, men fortrinsvis medlemmer af en højtstående slægt. Med sig i døden fik de ofte smykker eller våben, samt et lerkar med mad, så de kunne klare deres rejse til de dødes rige.
Mange gravhøje er i tidens løb blevet ødelagt enten ved overpløjning eller ved grus- og stengravning. Det var især almindeligt ved de store vej- og jernbanebyggerier i midten af 1800-tallet.
Nu er alle af gravhøjene heldigvis fredet, så vi kan opleve dem i nutiden.
Kilde: Gjern Natur
Sagn
Til den store gravhøj hører et sagn. Når solen på en bestemt dato sender stråler ud mod sydvest,
skulle der et sted ude på Voel Østermark kunne graves en skat op, der hvor strålen rammer.
Kilde: Gjern Arkiv – Årsskrift 2009: Aage Jakobsen om Syvhøje + redigering
Erosionskløfter og -dale
Erosionsdalene ved Sorring ligger i Dybdal (Sorring) og består af kløften ved Dybdalsvej helt tæt på Sorring og dalene i bunden af Dybdalsvej. Du kan se erosionskløften fra Dybdalsvej og erosionsdalene her fra Høngevej. Derudover findes der et Dybdal ved Toustrup, som beskrives senere.
Dybdal (Sorring) og hele området ligger oven i et landskab, formet i den tidlige miocæne tidsperiode (23 – 5 mio år siden).
Området ligger på randen af det største flodsystem, der har været i Skandinavien nogensinde – vi snakker om vandføring op til 40.000 m3 pr. sekund – Gudenåen har til sammenligning 32 m3 pr. sekund. Landskabet er dannet af subrecente floder, som betyder floder fra tiden fra isen smelter og frem til nu.
Dybdal består af erosionsdale dannet i kanten af tunneldalen efter isens tilbagesmeltning i den sidste istid for ca. 11.000 år siden. (I GEUS rapporter kaldes de raviner eller erosionskløfter)
Kilde: Margaret Skovsen, Gjern Natur
Kilde: Nicolaj Krog Larsen, GEUS
Kilde: Erik Skovbjerg Rasmussen, GEUS
