Dallerup Fattiggård
Dallerup Fattiggård lå på Dybdalsvej 41 og gården er stadig genkendelig i sit udtryk.
Her kom de fattige fra hele sognet hen for at leve, bo og arbejde, hvis de ikke havde andre muligheder for at klare sig selv. Det var sognerådet, der bestemte, hvem der ”kom på fattiggården” og det var fulgt af en stor skam at være ”fattiglem” på fattiggården.
I 1848 boede der 20 “fattiglemmer” på fattiggården ifølge protokol fra Rigsarkivet.
Dallerup Fattiggård eksisterede frem til 1938. Herefter blev Sorringhus bygget som afløser for fattiggården og fungerede som alderdomshjem og plejehjem frem til 2016.
Danmarks Fattiggårde
I år 1900 var der omkring 450 fattiggårde i Danmark, hvor folk der ikke kunne forsørge dem selv, blev sat i arbejde mod at få mad og husly. Fattiggårdene begyndte at dukke op kort før 1850’erne, og oftest lå de lidt udenfor byerne. De borgere der måtte ty til fattiggårdene mistede flere rettigheder, så som at retten til at stemme, stille op til valg eller at gifte sig.
I 1933 bliver fattiggårdene officielt nedlagt, i stedet sikrede socialreformen i Kanslergadeforliget en arbejdsløshedsforsikring, således at arbejdsløse fik et beløb af staten månedligt, i stedet for at havne på fattiggården. I praksis kørte mange fattiggårde videre i mange år efter 1933, nogle blev til herberger, plejehjem og andre institutioner for udsatte, andre blev solgt eller nedrevet.
Kilde: Gjern arkiv, Rigsarkivet, Fattiggården – Socialhistorie.dk, De danske fattiggårde – Danmarks Arkiv
Kilde: Billede af hestetrukken Dallerup Fattiggårds sygevogn på Langebro i Silkeborg i 1919 – kusken er fattiggårdsbestyrer Karl Rasmussen og skorstenen i baggrunden er sikkert Papirfabrikkens
Fortælling fra Dallerup Fattiggård i tiden 1901-1938
”Alle der var raske og ved godt helbred skulle være med ved morgenbordet. Der blev serveret øllebrød med kold sødmælk fra mælkestuen eller varm kogt sødmælk med brødterninger. Til sidst fik man rugbrød eller sigtebrød med eller uden ost og kaffe til.
Var der nogen, der var syge, var det Ane Kathrine, der gav dem mad – og så til dem – og sørgede for deres forplejning.
Efter morgenmaden deltog de, der kunne, i det daglige arbejde. Mændene gik i stald og mark og kvinderne gik i gang med forberedelse til maden, rengøring af værelser, vask og køkken-arbejde.
Til middag fik man altid 2 retter: Grød, vælling eller sødsuppe til forret mens hovedretten kunne være kartofler med sovs og fx stegt, saltet flæsk. Der var kun fersk kød, når der lige var slagtet gris, kalv eller fjerkræ. Om sommeren kunne den første ret være kød og kartofler, mens anden ret kunne være kold kærnemælk med tvebakker, tykmælk, rabarber- eller rødgrød.
Herefter var der middagshvile og eftermiddagsmellemmad med kaffe og te. Arbejdet fortsatte fra ved 16-tiden til ved 19/20-tiden afhængig af årstid og malketid. Her var der også tid til at vaske sig lidt.
Kilde: Billede af fattiglemmerne på Dallerup Fattiggård i 1929. De to i midten på billedet – Anine Rasmussen (søster) og
Søren Rasmussen (Niels Rasmussens bror) – er begge søskende til Niels Rasmussen
(Niels Fragtmand) og børn af Karl og Ane Kathrine – venligst oplyst af Sonja
Pedersen, Sorring – Niels Rasmussen, har leveret billedet til Gjern arkiv
Kilde: Billede af bestyrer- og forpagterparret Ane Kathrine og Carl Rasmussen, Dallerup Fattiggård – billedet formidlet af oldebarn Sonja Pedersen, Sorring
Dagens sidste måltid var typisk levninger dvs. kartofler, kød og vælling evt. suppleret med varm mælk med rugbrødterninger.
Aftenen kunne udnyttes til at lappe og reparere sokker og tøj. Nogle kunne måske tage et spil kort eller læse avis og lidt snak, hvis nogle havde været en tur i byen og høre nyt.
Silkeborg Fattiggård (Silkeborg Museum)
I det første reglement omtales de fattige som ”fattiglemmer” eller blot ”lemmer”. Denne sprogbrug antyder, at samtiden knapt nok opfattede de fattigste fattige som medborgere. I reglementet fra 1912 anvendes generelt betegnelsen ”fattige” om beboerne. Og fra reglementet i 1937 forsvinder alle ord, der relaterer til ”fattig”. Nu bliver beboerne omtalt som ”de trængende”, ”de indskrevne” eller ”personer”.
Oprindeligt regnede man med, at beboerne kunne være unge som gamle, mænd som kvinder, enlige eller ægtepar med eller uden børn. Men med tiden blev der en klar overvægt af enlige ældre mænd. I det 20. århundrede var det uhørt, at børn var at finde på fattiggården i Silkeborg. Man mente ikke, fattiggården var et sted for børn.
Fattiggård efter fattiggård så dagens lys i anden halvdel af det 19. århundrede. Også på Silkeborgegnen. Ønsket var at få styr på dels de fattigste fattige og dels de økonomiske udgifter til denne samfundsgruppe. Fattiggården skulle være et sted, hvor de fattige selv kunne bidrage til deres forsørgelse ved forfaldende arbejde.
Silkeborg Fattiggård var gennem alle årene med landbrug. Fattiggårdens landbrug blev først og fremmest drevet af bestyreren og ansatte karle. Mens beboerne kun hjalp til. Fattiglemmerne blev ellers sat til uldbinderi, syarbejde, køkkentjans, husflid af forskellig art m.m.
Hverdagen på fattiggården var præget af regelmæssighed og manglende individuel frihed. Fattiggården var en lille lukket verden med bestyrerparret som autoritativ myndighed over de stort set umyndiggjorte beboere. De sov, spiste og arbejdede efter et skema. Fattiggårdens reglement afspejler en generel forventning om, at de fattige ikke var regelmæssige, arbejdsomme, hygiejniske eller afholdende.
Kilde: Beskrivelse af Dallerup Fattiggård under bestyrere Ane Kathrine Rasmussen og Karl Rasmussen i årene 1901-1907 og senere som forpagtere 1927-1938. Skrevet af tidligere skoleinspektør ved Sorring Skole Werming Petersen 1908-1990 efter interview af Niels Rasmussen (Niels Fragtmand), søn af bestyrere/forpagterparret, Silkeborg Museum – uddrag fra artikel om Silkeborg Fattiggård
Der var mange historier om både fattiglemmerne og om forpagterne på fattiggårdene rundt omkring.
Flere forpagtere blev beskyldt for - og nogle dømt for - at stjæle maden fra de fattige og bruge pengene selv.
Emil fra Lønneberg-filmene giver et billede af, hvordan den onde forpagter/forstander ”kommandusen” selv tager al den fede julemad, som gode mennesker havde doneret til fattiglemmerne, og efterlader ”fattiglemmerne” sultne og sølle tilbage. Forpagterne på Dallerup Fattiggård har dog været helt almindelige mennesker, der har bestridt deres arbejde på bedste vis med de vilkår, de havde at arbejde med.
Erosionskløfter og -dale
Erosionsdalene ved Sorring ligger i Dybdal (Sorring) og består af kløften ved Dybdalsvej helt tæt på Sorring og dalene i bunden af Dybdalsvej. Du kan se erosionskløften fra Dybdalsvej og erosionsdalene her fra Høngevej. Derudover findes der et Dybdal ved Toustrup, som beskrives senere.
Dybdal (Sorring) og hele området ligger oven i et landskab, formet i den tidlige miocæne tidsperiode (23 – 5 mio år siden).
Området ligger på randen af det største flodsystem, der har været i Skandinavien nogensinde – vi snakker om vandføring op til 40.000 m3 pr. sekund – Gudenåen har til sammenligning 32 m3 pr. sekund. Landskabet er dannet af subrecente floder, som betyder floder fra tiden fra isen smelter og frem til nu.
Dybdal består af erosionsdale dannet i kanten af tunneldalen efter isens tilbagesmeltning i den sidste istid for ca. 11.000 år siden. (I GEUS rapporter kaldes de raviner eller erosionskløfter)
Kilde: Margaret Skovsen, Gjern Natur
Kilde: Nicolaj Krog Larsen, GEUS
Kilde: Erik Skovbjerg Rasmussen, GEUS
