Dybdal (Sorring)
Dybdal (Sorring) består af kløften ved Dybdalsvej helt tæt på Sorring og dalene i bunden af Dybdalsvej. Derudover findes der et Dybdal ved Toustrup, som beskrives senere.
Dybdal (Sorring) og hele området ligger oven i et landskab, formet i den tidlige miocæne tidsperiode (23 – 5 mio år siden).
Området ligger på randen af det største flodsystem, der har været i Skandinavien nogensinde – vi snakker om vandføring op til 40.000 m3 pr. sekund – Gudenåen har til sammenligning 32 m3 pr. sekund. Landskabet er dannet af subrecente floder, som betyder floder fra tiden fra isen smelter og frem til nu.
Dybdal består af erosionsdale dannet i kanten af tunneldalen efter isens tilbagesmeltning i den sidste istid for ca. 11.000 år siden. (I GEUS rapporter kaldes de raviner eller erosionskløfter)
Danmarks dannelse
Det var i Danmarks skabelseshistorie, hvor landet, som ikke så ud, som vi kender det i dag.
I den miocæne tidsperiode var Danmark landfast med Norge – undtagen når havet oversvømmede deltaet. Norske Renden, som er en
bred og dyb rende i Nordsøen rundt langs kysten af Sydnorge,
eksisterede ikke, da den er dannet af gletsjer under istiden. I Miocæn var Danmark ikke landfast med England. Der var til gengæld et hav, der var mere end 500 meter dybt.
Tektoniske bevægelser i undergrunden havde skubbet Norges landskab op i højden. Det resulterede i, at de elve, der afvandede Norge og det i perioder tørlagte Skagerrak, medbragte store mængder af ler, grus og sand ud til deres flodudløb. Her blev det med tiden aflejret og gjorde deltaet større. Dermed lagde det grunden for det landskab, som kom til at skabe Danmark.
Denne proces skete af mange omgange og hvert lag, der også kan genfindes andre steder i landet, fik navne som f.eks. Billund-formationen efter, hvor det første gang blev registreret.
Kilde: Margaret Skovsen, Gjern Natur
Kilde: Nicolaj Krog Larsen, GEUS
Kilde: Erik Skovbjerg Rasmussen, GEUS
Erosionsdale, erosionskløfter og raviner
Erosionsdale eller ravinedale er skarpe erosionskløfter, der skærer sig ind i de stejle ådals-skrænter. De er dannet successivt med dannelsen af ådalene, og har stedvis bidraget med materiale til terrasserne i dalene. Der ses ofte grovere materiale ud for de store raviner. Raviner er som regel udviklet, hvor der er sandede aflejringer i dalsiderne.
Ravinerne kan også udvikle sig til større sidedale, der typisk er fladbundede, vandløbsløse og med finkornet siltet sand aflejret i dalbunden.
Sorrings undergrund og dens opståen
Nordsøbassinet blev dannet som følge af termale indsynkning (pladetektoniske bevægelser i jordskorpen). Indsynkningen startede i Jura tidsperioden for ca. 140 millioner år siden.
Dette bassin strakte sig fra Norge i nord ned over Skåne, Baltikum og Nordtyskland, hvorefter den sydlige afgrænsning forløb ned over Belgien og Nordfrankrig. Afgrænsningen mod vest var England.
Bassinet har været udsat for mange tektoniske påvirkninger – f.eks. landhævning i de omliggende landområder og varierende havniveau. En stor flod løb ud i bassinet fra nord og øst og afvandede store landområder. Bassinet blev fyldt op af denne store flod. Bassinet havde forskellige vanddybder. I det nuværende Danmark var havdybden mellem 0 og 100 meter.
Miocæn sand
Miocæn sand er fra den miocæne tidsperiode, der strækker sig fra for ca. 23 millioner år siden til for ca. 5 millioner år siden.
I dette bassin blev der aflejret Miocæn kvartssand. Dette kvartssand er karakteriseret ved afrundede/sub-afrundede kanter og ikke som f.eks. strandsand. Kvartssand gør det velegnet til f.eks. støbesand og til glasfremstilling. I Sorring-området findes der dog mest strand aflejringer i undergrunden.
Nordsøbassinet har gennem mange millioner år været udsat for mange påvirkninger og forskydninger i det omliggende landområde som havområder. Der har været kolde og varme perioder med deraf følgende forskelligt havniveau. Nyere undersøgelser viser endda, at der blev aflejret op til 400 m øvre miocæne sedimenter over Midtjylland.
Miocæne aflejringer kan omfatte mange forskellige aflejringer som f.eks. ler og leret silt, finkornet sand, mellemkornet sand, grus og kul. For Sorrings vedkommende drejer det sig om mellemkornet sand kaldet Billund Formationen.
Fra Sorring boringen i 100 meters dybde ved vi, at der er gennemboret lag fra en kystudbygning/delta. De store floder lå lige vest for Sorring og strakte sig fra Silkeborg og til Herning. Jordlagene, der er beskrevet ved undersøgelse af motorvejsudgravningen ved Silkeborg, er opstået samtidig med lagene ved Sorring og består af krydslejret sand. Det vil sige, at det er strømmende vand, der har afsat lagene. Endvidere synes der at være mudderdraperinger og at flere er dobbelte, hvilket peger på tidevand – som formodentlig er aflejret i en tidevandsrende.
Kilde:
GEUS 2019. Geologisk kortlægning af Danmark, Feltrapport 2019
GEUS 2008. Miocene deposits at Silkeborg, Jylland, and their influence on hydrology
GEUS 2006. Palynologisk datering og stratigrafi i boringen 88.1450, Sorring, Århus Amt vest.
og Erik Sjerslev Rasmussen sep. 2024.
Skrænterne af Dybdal-kløften tæt på Sorring, er karakteriseret af natureksperter som gammelt overdrev. Skrænterne i Dybdal er så stejle at de ikke kan dyrkes og derfor er anvendt til permanent afgræsning(overdrev). Afgræsningen i Dybdal er først ophørt i 1990’erne. Dvs den nuværende meget varierende vegetation med forskellige græsser, træer, buske lyng mv først er er etableret efter dette tidspunkt. Mange er træerne er rigtig store men altså ikke mere end ca. 30 år gamle afslutter Niels Osterland, Sorring.
Overdrev, som betyder uopdyrket drift, er en naturtype, der opstår ved vedvarende græsning af et areal.
Allerede i bronzealderen blev de ringeste, mest stenede jorder udvalgt til græsningsland. De lå ofte i ydermarken, dvs. yderst mod den udyrkede skov. Den tids landsbysamfund var koncentriske: inderst lå gårde og huse med indermarkerne (tunet) tæt omkring. Uden om dem havde man den dyrkede jord med kornafgrøderne, og yderst var der overdrev. Grænsen mellem bymarken og overdrevet var for en almindelig landsby cirka 900 meter fra bebyggelsen.
Det kolossale arbejde med at fjerne sten fra jorden og gøre den dyrkbar ofrede man kun på de nærmeste jorder, bymarken. Derimod lå eng og overdrev hen, som de havde ligget siden istiden. På overdrevet gik kreaturerne under hyrdernes opsyn år efter år, generation efter generation. Det fik den virkning, at dyrenes måde at æde på sorterede i vegetationen, og med tiden kom overdrevet til at bestå af stikkende, giftige og ildesmagende arter.
Det blev bestemmende på den ene side, mens jordbundstypen blev afgørende på den anden. Der opstod magre og rige overdrev med hver deres typiske bevoksning og dyreliv. Alt i alt blev overdrevet præget af disse faktorer:
Så længe man opretholdt græsningen, blev overdrevene også ved med at være overdrev. De betegner i virkeligheden et stivnet overgangssamfund midt mellem dyrket jord og løvskov. På én måde er der tale om ren natur, for overdrevene er ægte successionstrin i det, som er den karakteristiske, danske vegetationsrækkefølge. Men på en anden måde er overdrev en kulturskabt naturtype, som kun kan eksistere i få år uden det græsningstryk, som skabte den.
I dag er der kun få overdrev tilbage, for kvægavl baseret på ekstensiv græsning er ikke rentabel – i hvert fald ikke med de tilskudsordninger, der bestemmer landbrugets prioriteringer. De tilbageværende stumper bliver i de fleste tilfælde vedligeholdt for amternes og statens regning ved, at man lader dem afgræsse med økonomisk tilskud.
Lavtvoksende græsdomineret vegetation med klatter af krat oftest forekommende på tør bund, som fx skrænter og bakker uden anden kulturpåvirkning end græsning, kalder man i dag for overdrev.
Kilde: Kilde Wikipedia og Niels Osterland, Sorring
Erosionskløfter og -dale
Erosionsdalene ved Sorring ligger i Dybdal (Sorring) og består af kløften ved Dybdalsvej helt tæt på Sorring og dalene i bunden af Dybdalsvej. Du kan se erosionskløften fra Dybdalsvej og erosionsdalene her fra Høngevej. Derudover findes der et Dybdal ved Toustrup, som beskrives senere.
Dybdal (Sorring) og hele området ligger oven i et landskab, formet i den tidlige miocæne tidsperiode (23 – 5 mio år siden).
Området ligger på randen af det største flodsystem, der har været i Skandinavien nogensinde – vi snakker om vandføring op til 40.000 m3 pr. sekund – Gudenåen har til sammenligning 32 m3 pr. sekund. Landskabet er dannet af subrecente floder, som betyder floder fra tiden fra isen smelter og frem til nu.
Dybdal består af erosionsdale dannet i kanten af tunneldalen efter isens tilbagesmeltning i den sidste istid for ca. 11.000 år siden. (I GEUS rapporter kaldes de raviner eller erosionskløfter)
Kilde: Margaret Skovsen, Gjern Natur
Kilde: Nicolaj Krog Larsen, GEUS
Kilde: Erik Skovbjerg Rasmussen, GEUS
