Kilde: ”OPROP” Flyverblad nedkastet den 9. april 1940, wikipeedia.org
9. April 1940
Den 9. april 1940 blev besættelsen annonceret i Sorring-Toustrup området på samme måde som i resten af landet. Der blev nedkastet flyverblade fra tyske flyvemaskiner og folk stimlede sammen, læste og forsøgt at forstå, hvad der var sket. De lyttede til radioen og læste aviser i de følgende dage og uger for at indrette sig efter den ændrede virkelighed i Danmark. Ingen kunne dengang forestille sig en besættelse på 5 år.
Da tyskerne besatte Sorring 1943
Da tyskerne besatte Sorring i ca. 1943, kom soldaterne marcherende ad en helt usædvanlig vej: De fulgte et gammelt kort ad ”den gamle” vej fra Voel i stedet for ad amtsvejen.
Forsvarsstilling på Sorring Loddenhøj
Fredningen af Sorring Loddenhøj forhindrede ikke de tyske besættelsestropper under 2. Verdenskrig i at bygge en forsvarsstilling på højen i 1943. Her gjorde 10-15 soldater tjeneste. Under krigen var der således både en fly-observationspost på højen, 3 barakker og et observationstårn.
Den højtliggende høj blev efter krigen anvendt som luftmeldepost, og der var opstillet et tårn på højen. Nutidens moderne radarteknik har nu overtaget denne funktion. Sporene fra luftmeldepost og tårn ses ikke længere, idet højen blev restaureret i 1954.
Kilde: Foto af fly-observationstårn, der stod på Sorring Loddenhøj
– foto er venligst udlånt af Svend Aage Mikkelsen, Sorring
Besættelsen i området
Militærgruppe 7 var en modtage-gruppe til modtagelse og håndtering af flygtninge i lokalsamfundet. Flygtningene kom i massevis fra Tyskland og skulle indkvarteres og til en vis grad isoleres fra resten af lokalsamfundet. Derfor stod gruppens medlemmer vagt i uniform ved de indkvarterede lokaliteter, som var:
Sorring Skole (på Skolebakken), Sorring Forsamlingshus, Sorring Missionshus, Sorring Alderdomshjem samt Toustrup Forsamlingshus (kun i 8 dage).
Militærgruppe 7 blev ledet af lærer Werming Johan Petersen og bestod af en lang række agtværdige borgere. Liste over medlemmer af Militærgruppe 7 findes under ”lang tekst”. Listen er offentliggjort på Nationalmuseet.
Kilde: modstand.natmus.dk
Kilde: Regnskabsprotokol fra Missionshuset i Sorring 1946 viser: ”Erstatning for tysk beslaglæggelse 332,50 kr.”
Befrielsen 5. maj 1945
“På befrielsesdagen, den 5. maj 1945 var alle i Sorring glade og fejrede, at den lange besættelse nu var overstået. På Sorring Skole blev der sunget fædrelandssange, hejst flag og alle børnene fik tidligt fri. Det var noget helt særligt. Alle, der havde mulighed for det, hejste deres flag og gik ud på gader og stræder eller mødtes med naboer og venner for at snakke om begivenheden – og om at besættelsen var slut og de 5 mørke år forbi.”
Kilde: Fortælling 2025 af Aase M. Laursen, Sorring (født 1933)
”Der var helt sikkert nogle få nazister, der boede i Sorring, som ikke fik det så let efter befrielsen. Derudover var der et par ”feltmadrasser”, der ligesom så mange andre steder, fik klippet håret af og blev kørt på ladvogn gennem byen”
Navne udelades, da de baserer sig på rygter (red.)
Kilde: Fortælling 2026 af Kaj Andersen, Sorring
Kilde: Foto fra 1940-1945: Gjern arkiv – arkiv.dk
De tyske soldater
Tyske Luftwaffe-soldater fra luftmeldeposten på Sorring Loddenhøj.
Fra venstre ses Obergefreiter Springel, Obergefreiter Ebbert, Feldwebel Korf, Obergefreiter Varnäs og Obergefreiter Winther.
Obergefreiter Varnäs var krigsinvalid fra østfronten.
Kilde: Foto fra 1940-1945: Gjern arkiv – arkiv.dk
Tysk Luftwaffe-soldat ved luftmeldeposten på Sorring Loddenhøj.
Obergefreiter Ebbert ved en af tyskernes luftværns kikkerter. I baggrunden ses en af tyskernes barakker og en del telefonpæle. Ifølge teksten på billedet var det kun Varnäs, der måske var nazist.
I øvrigt havde soldaterne et godt forhold til egnens beboere. De provokerede ikke nogen.
Det forlyder fra Svend Aage Mikkelsen, Sorring, at Ebbert netop her fremviser sin observationskikkert til Aage Kristensen, den daværende ejer af Østergården, Sorring.
Kilde: Fortælling 2025-2026 af Svend Aage Mikkelsen og Kaj Andersen, Sorring
Kilde: ”OPROP” Flyverblad nedkastet den 9. april 1940, wikipeedia.org
9. April 1940
Den 9. april 1940 blev besættelsen annonceret i Sorring-Toustrup området på samme måde som i resten af landet. Der blev nedkastet flyverblade fra tyske flyvemaskiner og folk stimlede sammen, læste og forsøgt at forstå, hvad der var sket. De lyttede til radioen og læste aviser i de følgende dage og uger for at indrette sig efter den ændrede virkelighed i Danmark. Ingen kunne dengang forestille sig en besættelse på 5 år.
Da tyskerne besatte Sorring 1943
Da tyskerne besatte Sorring i ca. 1943, kom soldaterne marcherende ad en helt usædvanlig vej: De fulgte et gammelt kort ad ”den gamle” vej fra Voel i stedet for ad amtsvejen.
Forsvarsstilling på Sorring Loddenhøj
Fredningen af Sorring Loddenhøj forhindrede ikke de tyske besættelsestropper under 2. Verdenskrig i at bygge en forsvarsstilling på højen i 1943. Her gjorde 10-15 soldater tjeneste. Under krigen var der således både en fly-observationspost på højen, 3 barakker og et observationstårn.
Kilde: Foto af fly-observationstårn, der stod på Sorring Loddenhøj
– foto er venligst udlånt af Svend Aage Mikkelsen, Sorring
Den højtliggende høj blev efter krigen anvendt som luftmeldepost, og der var opstillet et tårn på højen. Nutidens moderne radarteknik har nu overtaget denne funktion. Sporene fra luftmeldepost og tårn ses ikke længere, idet højen blev restaureret i 1954.
De tyske soldater
Kilde: Foto fra 1940-1945: Gjern arkiv – arkiv.dk
Tyske Luftwaffe-soldater fra luftmeldeposten på Sorring Loddenhøj.
Fra venstre ses Obergefreiter Springel, Obergefreiter Ebbert, Feldwebel Korf, Obergefreiter Varnäs og Obergefreiter Winther. Obergefreiter Varnäs var krigsinvalid fra østfronten.
Kilde: Foto fra 1940-1945: Gjern arkiv – arkiv.dk
Tysk Luftwaffe-soldat ved luftmeldeposten på Sorring Loddenhøj. Obergefreiter Ebbert ved en af tyskernes luftværns kikkerter. I baggrunden ses en af tyskernes barakker og en del telefonpæle. Ifølge teksten på billedet var det kun Varnäs, der måske var nazist.
I øvrigt havde soldaterne et godt forhold til egnens beboere. De provokerede ikke nogen.
Det forlyder fra Svend Aage Mikkelsen, Sorring, at Ebbert netop her fremviser sin observationskikkert til Aage Kristensen, den daværende ejer af Østergården, Sorring.
Kilde: Fortælling 2025-2026 af Svend Aage Mikkelsen og Kaj Andersen, Sorring
Besættelsen i området
Militærgruppe 7 var en modtage-gruppe til modtagelse og håndtering af flygtninge i lokalsamfundet. Flygtningene kom i massevis fra Tyskland og skulle indkvarteres og til en vis grad isoleres fra resten af lokalsamfundet. Derfor stod gruppens medlemmer vagt i uniform ved de indkvarterede lokaliteter, som var:
Sorring Skole (på Skolebakken), Sorring Forsamlingshus, Sorring Missionshus, Sorring Alderdomshjem samt Toustrup Forsamlingshus (kun i 8 dage).
Militærgruppe 7 blev ledet af lærer Werming Johan Petersen og bestod af en lang række agtværdige borgere. Liste over medlemmer af Militærgruppe 7 findes under ”lang tekst”. Listen er offentliggjort på Nationalmuseet.
Kilde: modstand.natmus.dk
Kilde: Regnskabsprotokol fra Missionshuset i Sorring 1946 viser: ”Erstatning for tysk beslaglæggelse 332,50 kr.”
Befrielsen 5. maj 1945
“På befrielsesdagen, den 5. maj 1945 var alle i Sorring glade og fejrede, at den lange besættelse nu var overstået. På Sorring Skole blev der sunget fædrelandssange, hejst flag og alle børnene fik tidligt fri. Det var noget helt særligt. Alle, der havde mulighed for det, hejste deres flag og gik ud på gader og stræder eller mødtes med naboer og venner for at snakke om begivenheden – og om at besættelsen var slut og de 5 mørke år forbi.”
Kilde: Fortælling 2025 af Aase M. Laursen, Sorring (født 1933)
”Der var helt sikkert nogle få nazister, der boede i Sorring, som ikke fik det så let efter befrielsen. Derudover var der et par ”feltmadrasser”, der ligesom så mange andre steder, fik klippet håret af og blev kørt på ladvogn gennem byen”
Navne udelades, da de baserer sig på rygter (red.)
Kilde: Fortælling 2026 af Kaj Andersen, Sorring
Kilde: lex.dk og foto af legitimationskort sendt af Susanne Rasmussen til Gjern Lokalarkiv
–
–
Kilde: Den store krig 1914-1918.dk/leksikon/tjenestegrader-og-gradstegn
Legitimation
Legitimationskort, identitetsbevis, indført på forlangende af den tyske besættelsesmagt i maj 1941. Kortene var et led i de tyske forberedelser til angrebet på Sovjetunionen og var først kun påkrævet i militært vigtige områder, dvs. i Jylland
Dette legitimationskort tilhørte Holger Rasmussen, Sorring som senere deltog i arbejdet med flygtninge i militærgruppe 7.
Da tyskerne ankom til Sorring
Da tyskerne i ca.1943 indtog Sorring, kom de marcherende af denne “gamle markvej” fra Voel, hvilket virkede pudsigt, istedet for at bruge den nyere amtsvej. Amtsvejen fra Silkeborg gennem Sorring blev etableret i midten af 1800-tallet (ca. 1840–1850’erne), som en del af udbygningen af vejnettet efter Silkeborgs grundlæggelse.
Hvor lå den gamle vej? Jo, hvis man forlænger den nuværende Mågevej “lige ud” så den ikke drejer ned til gården, men fortsætter langs hækkene ud på marken og helt ud til Høngevej, har man konturerne af den gamle vej mellem Voel og Sorring.
Den blev kun brugt sporadisk af en enkelt landmand eller to, efter amtvejens etablering, og var selvfølgelig markeret på de gamle kort.
Så det er helt utroligt, at tyskerne havde brugt et “ældgammelt kort” i planlægningen af besættelsen af Sorring.
Kilde: Fortælling 2025 af Svend Aage Mikkelsen, Sorring
Kilde: Foto fra 1940-1945: Gjern arkiv – arkiv.dk
–
Werming Johan Petersen
–
Kilde: Nærbillede af en sten i postamentet: En tysk soldat har i 1944 indridset sit navn
Tyske Luftwaffe-soldater fra luftmeldeposten på Sorring Loddenhøj.
Bagerst fra venstre: Obergefreiter Otto Winther, Obergefreiter Ebbert. Midterste række fra venstre: Flieger Könik, Flieger Rönäs. Forreste række fra venstre: Obergefreiter Springel, Feldwebel Korf, Obergefreiter Varnäs.
Kaj Andersen, Sorring fortæller også at tyskerne var børnevenlige og fortæller, at de tit snakkede med ham, da han var dreng. For eksempel løftede de ham højt op i luften oppe på Sorring Loddenhøj, så han kunne se bombardementet i Aarhus.
Der var gravet skyttegrave rundt om Sorring Loddenhøj, så højen var godt beskyttet.
Kilde: Fortælling af Kaj Andersen, Sorring
Besættelsen i Sorring
Modtagegruppe 7 blev ledet af Werming Johan Petersen, og bestod af en lang række af lokalsamfundets betroede borgere:
Kilde: modstand.natmus.dk
Kilde: Rationeringsmærke fra Gjern Lokalarkiv
Militærgruppe 7 var som sagt primært en modtagegruppe for de mange flygtninge, der kom til området og som skulle håndteres.
Flygtningene var især gamle og syge mennesker, der var underernærede og fattige og dårligt havde klæder på kroppen. De bevægede sig i starten frit rundt, men efter 5. maj 1945 var de indespærrede, ligesom der blev holdt vagt ved indkvarteringslokalerne.
Kaj Andersen fortæller, hvor godt flygtningene var bevogtede i deres indkvartering i forsamlingshuset, alderdomshjemmet, missionshuset og skolen: ”Ud fra forsamlingshuset kom en flygtninge-kone, som var på vej til at løbe over vejen med en bakke æg. Der blev straks skudt varselsskud mod hende og det ramte muligvis forsamlingshuset. Så flygtningene kunne ikke bare forlade indkvarteringen uden videre.”
Hverdagen under krigen var præget af usikkerhed, utryghed, vareknaphed og mangel på fødevarer, tøj og alt til transport fx heste, benzin til biler mv. Rationeringskort gjorde det svært for især husmoderen at få husholdningsvarerne til at slå til. Det drejede sig fx om sukker, kaffe, smør, benzin, petroleum, mel og brød og mange andre ting.
Der var stor aktivitet fra tyskernes side ift at skaffe sig heste til transport. Hestehandler Clemmensen fra Silkeborg rejste rundt og opkøbte mange heste i området. Derfor var der generelt få heste til arbejds- og transportbrug. Når nøden var størst, kunne man endda blive nødt til at slagte og spise de gamle udtjente heste, som jo ikke kunne bidrage til familiens underhold, men blot spiste foder uden at skabe værdi.
Mørklægningsgardiner var også noget, der prægede de 5 år fra 1940 – 1945. Alle skulle sikre, at der ikke kunne ses lys udefra (og at ingen kunne kigge ind, når der var mørkt.)
Det forlyder også, at der var et beskyttelsesrum i haven på en af gårdene i området.
Det var gravet ned i græsplænen og var stort nok til gårdens beboere og nabogårdens beboelse, samt begge gårdes piger og karle, dvs. 10-12 personer.”
Beskyttelsesrummet blev bygget i 1942/1943, da de voldsomme sabotagehandlinger i Silkeborg kunne høres helt til Sorring. Det var udslagsgivende for beslutningen om at beskytte familien og naboens familie, forlyder det.
Beskyttelsesrummet var ca. 3 x 2 m og 1,5 m i højden. Man gik ned af 5-6 trin og så lå beskyttelsesrummet ind til højre. Hvis der faldt en bombe ville den sandsynligvis ikke kunne nå ind i beskyttelsesrummet. Trappenedgangen og vægge og loft var, så vidt jeg husker lavet af træ, mens gulvet var af stampet jord. Det var indrettet med 2 bænke overfor hinanden, hvor der var plads til en familie med tjenestefolk på hver bænk.
Over træloftet var der lagt jord og til sidst græstørv, så det ikke kunne ses udefra.
Derudover var der en camoufleret skorsten midtpå og en luftventil/et hul i den modsatte ende af trappen. Rummet blev kun afprøvet – det kom heldigvis aldrig i brug under besættelsen for alvor.”
Selvom der ikke var decideret modstandsgruppe i Sorring, var der alligevel en frygt for tyskerne og for stikkere, som gennemsyrede besættelsesårene. Det betød for familien på gården, at den gamle bedstemor, der boede alene på Ebbesensvej, flyttede ud og boede på gården de sidste år af krigen, da det føltes for farligt at være inde i Sorring By.
Kilde: Fortælling 2026 af Aase M. Laursen, Sorring, født 1933 og Kaj Andersen, Sorring
Kilde: Rationeringsmærke fra Gjern Lokalarkiv
Kilde: Silkeborg Arkiv om hestehandler Clemmensen, Silkeborg
Når det så er sagt, har det været nogenlunde fredeligt sammenlignet med omkringliggende områder, som Silkeborg, Ry, mfl., hvor der var aktive modstandsgrupper, sabotage og en langt større tysk opmærksomhed (red.)
Flygtninge på skolen
Tidligere lærer Ejner Dige, Sorring Skole beretter således:
”Efter nytåret 1945 stod det klart for os, at krigen var mod slutningen. I februar kom der nogle repræsentanter for tyskerne og så skolen, alderdomshjemmet og andre lokaliteter heromkring an.
Flygtningestrømmen fra øst blev større og større, og mange tyskere måtte bort fra Østtyskland. De kom sejlende til danske havne, vistnok mest til København. Derfra blev de så kørt med tog ud i landet. Der kom også flygtninge til Sorring. Tyskerne havde i forvejen lagt beslag på den østre del af Sorring Skole.
Der var to klasselokaler og min lejlighed. Lærerinden måtte flytte ud af sin lejlighed og flyttede ind i lærer Petersens soveværelse. Lærer Petersens måtte så klare sig med de lokaler, de havde i første etagen.
Der boede så tyskere indtil 5. maj. Efter kapitulationen blev der sat vagt omkring de steder, hvor tyskerne boede, og de måtte ikke forlade de steder, hvor de boede. Før havde de gået frit overalt. (Se modtagegrupper, red).
Der er eksempler på, at mand og kone ikke var helt enige om, hvordan de skulle forholde sig overfor tyskerne. Konen havde medlidenhed med dem, og manden mente, at de skulle holdes til en side, og han gik med skarpladt gevær og passede på, at de blev holdt til en side. Og når han så gik på sin vagttur og fjernede sig, listede konen op til flygtningene og forærede dem nogle æg.
Biblioteket var dengang anbragt i et klasseværelse i den østre del af skolen. Biblioteksbøgerne, som dengang stod i skabe, måtte fjernes og så var det heldigt, at den gamle skole, som blev afløst af den nye skole i 1901, stod endnu, i hvert fald for ét klasseværelses vedkommende. Det klasselokale blev nu taget i brug til undervisning. Skolebordene, ligesom biblioteksbøgerne, blev flyttet derhen.
Og nu var det jo sommer, hvorfor vi begyndte skolen derhenne kl. 7.00 med det første hold. De gik så i 3 timer fra 7.00 til 10.00, og så mødte der et hold fra 10.00 til 13.00 og tredje hold fra 13.00 til 16.00, for tyskerne havde jo besat de lokaler, vi hidtil havde brugt.
Men efter kapitulationen fik vi at vide, at det var fuldkommen ulovligt, og så hurtigt det kunne lade sig gøre, skulle tyskerne fjernes fra skolen, og efter en grundig hovedrengøring, flyttede vi tilbage i de gamle lokaler.
Flygtningene fik mad fra alderdomshjemmet, hvor man brugte det store køkken til at lave mad i. Man så hurtigt det kunne lade sig gøre efter 5. maj, blev flygtningene sendt til den store flygtningelejr i Gl. Rye. I løbet af ret kort tid blev Sorring tømt for flygtninge.”
Kilde: Optagelse af interview med Ejner Dige, tidligere lærer på Sorring Skole, Gjern Lokalarkiv, gengivet i ”Sorring Skole 1835-1985”, ved Jette Hansen og Per Bjørn, Sorring i anledning af Sorring Skoles 150 års jubilæum – venligst udlånt af Alice Bjørn
”Den anden verdenskrig kom også til at berøre Sorring skole, idet den tyske værnemagt i begyndelsen af 1945 beslaglagde lærerindens lejlighed og flere af vore klasseværelser til flygtninge, så vi ikke rådede over mere end et lokale til undervisningsbrug.
Vi måtte for nogle klassers vedkommende flytte til den gamle skoles bygning nede i byen, hvor et cykelværksted midlertidigt blev indrettet til skolestue. Heldigvis blev det en kortvarig ordning. Flygtningene rejste i juli måned 1945.” beretter tidligere lærer og skoleinspektør Werming J. Petersen, Sorring Skole.
Kilde: Afsnit 1938-1975 skrevet af tidligere lærer og skoleinspektør på Sorring Skole, Werming J. Petersen i bogen ”Sorring Skole 1835-1985”, ved Jette Hansen og Per Bjørn, Sorring i anledning af Sorring Skoles 150 års jubilæum – venligst udlånt af Alice Bjørn
Kilde: Billede af plakat fra de sidste måneder af besættelsen i 1945, Gjern Lokalarkiv
Besættelsen i Toustrup
Flygtninge i forsamlingshuset
Tyskerne ville ellers have indkvarteret flygtningene i skolen, men da H. E. Jensen var god til tysk, fik han “talt dem fra det”. De blev i stedet for indkvarteret i forsamlingshuset. Det betød, at skolen i Toustrup kunne fortsætte uforstyrret, hvilket var en stor fordel.
Tyskerne ville have skolen; men HEJ nægtede, og de ubudne ”gæster” måtte indlogere sig i Forsamlingshuset med halm på gulvet. – På skolen lavede han også illegale blade, så det var godt, at tyskerne ikke kom ind i skolen.
Ifølge Estrid Wilhelms, der skriver om Toustrup By i ”En landsby i mellemkrigstiden”, var det faktum, at der ikke fandtes bager eller slagter i byen, årsagen til, at indkvarteringen af tyske soldater i forsamlingshuset kun varede i 8 dage, og så fortrak de grundet på dette.
Kilde: Fortælling af Mogens R. Jensen, Toustrup og Svend Aage Mikkelsen, Sorring
Jørgen Kaspersen og nogle andre drenge fra Toustrup legede under besættelsen nede i skoven. Pludselig så de nogle soldater der kom gående og så råbte drengene: “Deutschland kaput” – og så løb de alt hvad remmer og tøj kunne holde. Der skete nu ikke noget, men det kunne have været farligt at udfordre tyskerne.
Kilde: Fortælling af Jørgen Kaspersen til Ruth Kaspersen, Toustrup/Sorring
Besættelsen i Toustrup Station
Selvom Hammel-banen andre steder på ruten blev saboteret 4 gange, var der ingen angreb her i Sorring-Toustrup området eller på Toustrup Station.
Kilde: ”Hammelbanen” af Asger Christiansen under medvirken af Lars Andersen, 1996
Befrielsen 4. maj 1945 om aftenen
Gert Ø. Pedersen og hans forældre boede i 1945 i Gitte og Karsten Jakobsens ejendom på toppen af Skolebakken. Ejendommen ligger, så der ikke var ret langt fra i fugleflugtslinje fra dem og over til Sorring Loddenhøj.
“Den 4. maj om aftenen var der en farlig larm og ballade derovre, hvor tyskerne havde deres observationspost. Jeg ville derover og se hvad der foregik, men det måtte jeg ikke for forældrene. De synes nok det var for farligt.”
”Min far hørte i radioen, at tyskerne havde overgivet sig og så gik han selv derover og kiggede. Han kom da helskindet tilbage, men Gert fik aldrig at vide hvad der skete derovre den 4. Maj”
Kilde: Fortælling 2025 af Gert Ø. Pedersen, Sorring, født 1940
Befrielsen 5. maj 1945
Sverriggården under og efter besættelsen
Det nuværende stuehus blev bygget i 1911 af Kierkegaard, som fik bygget for stort og gik konkurs et par år efter. Familien Hansen købte den og fik bl.a børnene Jens i 1918 og Elna i 1923. Jens rejste til København og blev uddannet politibetjent, og i 1943 modtog forældrene på Sverriggården en pakke med hans uniform, og på den måde fik de at vide, at han var gået “under jorden”.
Elna fortalte os, at de tyske besættelsesfolk på Loddenhøjen var venlige. Når hun skulle ud på sin daglige runde og samle æg, hjalp de hende med at lyse for hende med deres store lyskastere. Hun fortalte også, at selvom der var forsamlingsforbud fik forældrene alligevel lov til at holde sølvbryllupsgilde under krigen.
Elna kom flere gange og besøgte os på sin fødegård, som betød rigtig meget for hende. Hun var glad for at opleve, at der var “liv og glade dage” og blev født børn på gården igen, efter en periode fra 1961-1999 uden børn. Jens, som nåede at blive i 90’erne, kom også på besøg. Han var næsten blind, men var rundt og mærke på murstenene og kramme det gamle kastanjetræ i alléen, og fik på den måde sagt farvel til Sverriggården inden han rejste tilbage til København og døde kort tid efter.
Kilde: Fortælling 2026 af Pernille Finsrud, Sverriggården, Sorring
Legitimation
Legitimationskort, identitetsbevis, indført på forlangende af den tyske besættelsesmagt i maj 1941. Kortene var et led i de tyske forberedelser til angrebet på Sovjetunionen og var først kun påkrævet i militært vigtige områder, dvs. i Jylland
Dette legitimationskort tilhørte Holger Rasmussen, Sorring som senere deltog i arbejdet med flygtninge i militærgruppe 7.
Kilde: lex.dk og foto af legitimationskort sendt af Susanne Rasmussen til Gjern Lokalarkiv
Da tyskerne ankom til Sorring
Da tyskerne i ca.1943 indtog Sorring, kom de marcherende af denne “gamle markvej” fra Voel, hvilket virkede pudsigt, istedet for at bruge den nyere amtsvej. Amtsvejen fra Silkeborg gennem Sorring blev etableret i midten af 1800-tallet (ca. 1840–1850’erne), som en del af udbygningen af vejnettet efter Silkeborgs grundlæggelse.
Hvor lå den gamle vej? Jo, hvis man forlænger den nuværende Mågevej “lige ud” så den ikke drejer ned til gården, men fortsætter langs hækkene ud på marken og helt ud til Høngevej, har man konturerne af den gamle vej mellem Voel og Sorring.
Den blev kun brugt sporadisk af en enkelt landmand eller to, efter amtvejens etablering, og var selvfølgelig markeret på de gamle kort.
Så det er helt utroligt, at tyskerne havde brugt et “ældgammelt kort” i planlægningen af besættelsen af Sorring.
Kilde: Fortælling 2025 af Svend Aage Mikkelsen, Sorring
Kilde: Foto fra 1940-1945: Gjern arkiv – arkiv.dk
Tyske Luftwaffe-soldater fra luftmeldeposten på Sorring Loddenhøj.
Bagerst fra venstre: Obergefreiter Otto Winther, Obergefreiter Ebbert. Midterste række fra venstre: Flieger Könik, Flieger Rönäs. Forreste række fra venstre: Obergefreiter Springel, Feldwebel Korf, Obergefreiter Varnäs.
Kaj Andersen, Sorring fortæller også at tyskerne var børnevenlige og fortæller, at de tit snakkede med ham, da han var dreng. For eksempel løftede de ham højt op i luften oppe på Sorring Loddenhøj, så han kunne se bombardementet i Aarhus.
Der var gravet skyttegrave rundt om Sorring Loddenhøj, så højen var godt beskyttet.
Kilde: Fortælling af Kaj Andersen, Sorring
Kilde: Den store krig 1914-1918.dk/leksikon/tjenestegrader-og-gradstegn
Kilde: Nærbillede af en sten i postamentet: En tysk soldat har i 1944 indridset sit navn
Besættelsen i Sorring
Liste over Militærgruppe 7 ledet af lærer Werming Johan Petersen:
Modtagegruppe 7 blev ledet af Werming Johan Petersen, og bestod af en lang række af lokalsamfundets betroede borgere:
Kilde: modstand.natmus.dk
Militærgruppe 7 var som sagt primært en modtagegruppe for de mange flygtninge, der kom til området og som skulle håndteres.
Flygtningene var især gamle og syge mennesker, der var underernærede og fattige og dårligt havde klæder på kroppen. De bevægede sig i starten frit rundt, men efter 5. maj 1945 var de indespærrede, ligesom der blev holdt vagt ved indkvarteringslokalerne.
Kaj Andersen fortæller, hvor godt flygtningene var bevogtede i deres indkvartering i forsamlingshuset, alderdomshjemmet, missionshuset og skolen: ”Ud fra forsamlingshuset kom en flygtninge-kone, som var på vej til at løbe over vejen med en bakke æg. Der blev straks skudt varselsskud mod hende og det ramte muligvis forsamlingshuset. Så flygtningene kunne ikke bare forlade indkvarteringen uden videre.”
Hverdagen under krigen var præget af usikkerhed, utryghed, vareknaphed og mangel på fødevarer, tøj og alt til transport fx heste, benzin til biler mv. Rationeringskort gjorde det svært for især husmoderen at få husholdningsvarerne til at slå til. Det drejede sig fx om sukker, kaffe, smør, benzin, petroleum, mel og brød og mange andre ting.
Kilde: Rationeringsmærke fra Gjern Lokalarkiv
Der var stor aktivitet fra tyskernes side ift at skaffe sig heste til transport. Hestehandler Clemmensen fra Silkeborg rejste rundt og opkøbte mange heste i området. Derfor var der generelt få heste til arbejds- og transportbrug. Når nøden var størst, kunne man endda blive nødt til at slagte og spise de gamle udtjente heste, som jo ikke kunne bidrage til familiens underhold, men blot spiste foder uden at skabe værdi.
Mørklægningsgardiner var også noget, der prægede de 5 år fra 1940 – 1945. Alle skulle sikre, at der ikke kunne ses lys udefra (og at ingen kunne kigge ind, når der var mørkt.)
Det var en vane og en følelse, der ikke forsvandt efter krigens afslutning i 1945. Mange blev ved med at ”trække gardinerne for”, fordi det føltes trygt at gøre, selvom der nu ikke var tyskere udenfor. Flere steder er vanen endda nedarvet i to generationer efter krigen.
Det forlyder også, at der var et beskyttelsesrum i haven på en af gårdene i området.
Det var gravet ned i græsplænen og var stort nok til gårdens beboere og nabogårdens beboelse, samt begge gårdes piger og karle, dvs. 10-12 personer.”
Beskyttelsesrummet blev bygget i 1942/1943, da de voldsomme sabotagehandlinger i Silkeborg kunne høres helt til Sorring. Det var udslagsgivende for beslutningen om at beskytte familien og naboens familie, forlyder det.
Beskyttelsesrummet var ca. 3 x 2 m og 1,5 m i højden. Man gik ned af 5-6 trin og så lå beskyttelsesrummet ind til højre. Hvis der faldt en bombe ville den sandsynligvis ikke kunne nå ind i beskyttelsesrummet. Trappenedgangen og vægge og loft var, så vidt jeg husker lavet af træ, mens gulvet var af stampet jord. Det var indrettet med 2 bænke overfor hinanden, hvor der var plads til en familie med tjenestefolk på hver bænk.
Over træloftet var der lagt jord og til sidst græstørv, så det ikke kunne ses udefra.
Derudover var der en camoufleret skorsten midtpå og en luftventil/et hul i den modsatte ende af trappen. Rummet blev kun afprøvet – det kom heldigvis aldrig i brug under besættelsen for alvor.”
Selvom der ikke var decideret modstandsgruppe i Sorring, var der alligevel en frygt for tyskerne og for stikkere, som gennemsyrede besættelsesårene. Det betød for familien på gården, at den gamle bedstemor, der boede alene på Ebbesensvej, flyttede ud og boede på gården de sidste år af krigen, da det føltes for farligt at være inde i Sorring By.
Kilde: Fortælling 2026 af Aase M. Laursen, Sorring, født 1933 og Kaj Andersen, Sorring
Kilde: Silkeborg Arkiv om hestehandler Clemmensen, Silkeborg
Når det så er sagt, har det været nogenlunde fredeligt sammenlignet med omkringliggende områder, som Silkeborg, Ry, mfl., hvor der var aktive modstandsgrupper, sabotage og en langt større tysk opmærksomhed (red.)
Flygtninge på skolen
Tidligere lærer Ejner Dige, Sorring Skole beretter således:
”Efter nytåret 1945 stod det klart for os, at krigen var mod slutningen. I februar kom der nogle repræsentanter for tyskerne og så skolen, alderdomshjemmet og andre lokaliteter heromkring an.
Flygtningestrømmen fra øst blev større og større, og mange tyskere måtte bort fra Østtyskland. De kom sejlende til danske havne, vistnok mest til København. Derfra blev de så kørt med tog ud i landet. Der kom også flygtninge til Sorring. Tyskerne havde i forvejen lagt beslag på den østre del af Sorring Skole.
Der var to klasselokaler og min lejlighed. Lærerinden måtte flytte ud af sin lejlighed og flyttede ind i lærer Petersens soveværelse. Lærer Petersens måtte så klare sig med de lokaler, de havde i første etagen.
Der boede så tyskere indtil 5. maj. Efter kapitulationen blev der sat vagt omkring de steder, hvor tyskerne boede, og de måtte ikke forlade de steder, hvor de boede. Før havde de gået frit overalt. (Se modtagegrupper, red).
Der er eksempler på, at mand og kone ikke var helt enige om, hvordan de skulle forholde sig overfor tyskerne. Konen havde medlidenhed med dem, og manden mente, at de skulle holdes til en side, og han gik med skarpladt gevær og passede på, at de blev holdt til en side. Og når han så gik på sin vagttur og fjernede sig, listede konen op til flygtningene og forærede dem nogle æg.
Biblioteket var dengang anbragt i et klasseværelse i den østre del af skolen. Biblioteksbøgerne, som dengang stod i skabe, måtte fjernes og så var det heldigt, at den gamle skole, som blev afløst af den nye skole i 1901, stod endnu, i hvert fald for ét klasseværelses vedkommende. Det klasselokale blev nu taget i brug til undervisning. Skolebordene, ligesom biblioteksbøgerne, blev flyttet derhen.
Og nu var det jo sommer, hvorfor vi begyndte skolen derhenne kl. 7.00 med det første hold. De gik så i 3 timer fra 7.00 til 10.00, og så mødte der et hold fra 10.00 til 13.00 og tredje hold fra 13.00 til 16.00, for tyskerne havde jo besat de lokaler, vi hidtil havde brugt.
Men efter kapitulationen fik vi at vide, at det var fuldkommen ulovligt, og så hurtigt det kunne lade sig gøre, skulle tyskerne fjernes fra skolen, og efter en grundig hovedrengøring, flyttede vi tilbage i de gamle lokaler.
Flygtningene fik mad fra alderdomshjemmet, hvor man brugte det store køkken til at lave mad i. Man så hurtigt det kunne lade sig gøre efter 5. maj, blev flygtningene sendt til den store flygtningelejr i Gl. Rye. I løbet af ret kort tid blev Sorring tømt for flygtninge.”
Kilde: Optagelse af interview med Ejner Dige, tidligere lærer på Sorring Skole, Gjern Lokalarkiv, gengivet i ”Sorring Skole 1835-1985”, ved Jette Hansen og Per Bjørn, Sorring i anledning af Sorring Skoles 150 års jubilæum – venligst udlånt af Alice Bjørn
”Den anden verdenskrig kom også til at berøre Sorring skole, idet den tyske værnemagt i begyndelsen af 1945 beslaglagde lærerindens lejlighed og flere af vore klasseværelser til flygtninge, så vi ikke rådede over mere end et lokale til undervisningsbrug.
Vi måtte for nogle klassers vedkommende flytte til den gamle skoles bygning nede i byen, hvor et cykelværksted midlertidigt blev indrettet til skolestue. Heldigvis blev det en kortvarig ordning. Flygtningene rejste i juli måned 1945.” beretter tidligere lærer og skoleinspektør Werming J. Petersen, Sorring Skole.
Kilde: Afsnit 1938-1975 skrevet af tidligere lærer og skoleinspektør på Sorring Skole, Werming J. Petersen i bogen ”Sorring Skole 1835-1985”, ved Jette Hansen og Per Bjørn, Sorring i anledning af Sorring Skoles 150 års jubilæum – venligst udlånt af Alice Bjørn
Besættelsen i Toustrup
Flygtninge i forsamlingshuset
Tyskerne ville ellers have indkvarteret flygtningene i skolen, men da H. E. Jensen var god til tysk, fik han “talt dem fra det”. De blev i stedet for indkvarteret i forsamlingshuset. Det betød, at skolen i Toustrup kunne fortsætte uforstyrret, hvilket var en stor fordel.
Tyskerne ville have skolen; men HEJ nægtede, og de ubudne ”gæster” måtte indlogere sig i Forsamlingshuset med halm på gulvet. – På skolen lavede han også illegale blade, så det var godt, at tyskerne ikke kom ind i skolen.
Ifølge Estrid Wilhelms, der skriver om Toustrup By i ”En landsby i mellemkrigstiden”, var det faktum, at der ikke fandtes bager eller slagter i byen, årsagen til, at indkvarteringen af tyske soldater i forsamlingshuset kun varede i 8 dage, og så fortrak de grundet på dette.
Kilde: Fortælling af Mogens R. Jensen, Toustrup og Svend Aage Mikkelsen, Sorring
Jørgen Kaspersen og nogle andre drenge fra Toustrup legede under besættelsen nede i skoven. Pludselig så de nogle soldater der kom gående og så råbte drengene: “Deutschland kaput” – og så løb de alt hvad remmer og tøj kunne holde. Der skete nu ikke noget, men det kunne have været farligt at udfordre tyskerne.
Kilde: Fortælling af Jørgen Kaspersen til Ruth Kaspersen, Toustrup/Sorring
Kilde: Billede af plakat fra de sidste måneder af besættelsen i 1945, Gjern Lokalarkiv
Besættelsen i Toustrup Station
Selvom Hammel-banen andre steder på ruten blev saboteret 4 gange, var der ingen angreb her i Sorring-Toustrup området eller på Toustrup Station.
Kilde: ”Hammelbanen” af Asger Christiansen under medvirken af Lars Andersen, 1996
Befrielsen 4. maj 1945 om aftenen
Gert Ø. Pedersen og hans forældre boede i 1945 i Gitte og Karsten Jakobsens ejendom på toppen af Skolebakken. Ejendommen ligger, så der ikke var ret langt fra i fugleflugtslinje fra dem og over til Sorring Loddenhøj.
“Den 4. maj om aftenen var der en farlig larm og ballade derovre, hvor tyskerne havde deres observationspost. Jeg ville derover og se hvad der foregik, men det måtte jeg ikke for forældrene. De synes nok det var for farligt.”
”Min far hørte i radioen, at tyskerne havde overgivet sig og så gik han selv derover og kiggede. Han kom da helskindet tilbage, men Gert fik aldrig at vide hvad der skete derovre den 4. Maj”
Kilde: Fortælling 2025 af Gert Ø. Pedersen, Sorring, født 1940
Befrielsen 5. maj 1945
Sverriggården under og efter besættelsen
Det nuværende stuehus blev bygget i 1911 af Kierkegaard, som fik bygget for stort og gik konkurs et par år efter. Familien Hansen købte den og fik bl.a børnene Jens i 1918 og Elna i 1923. Jens rejste til København og blev uddannet politibetjent, og i 1943 modtog forældrene på Sverriggården en pakke med hans uniform, og på den måde fik de at vide, at han var gået “under jorden”.
Elna fortalte os, at de tyske besættelsesfolk på Loddenhøjen var venlige. Når hun skulle ud på sin daglige runde og samle æg, hjalp de hende med at lyse for hende med deres store lyskastere. Hun fortalte også, at selvom der var forsamlingsforbud fik forældrene alligevel lov til at holde sølvbryllupsgilde under krigen.
Elna kom flere gange og besøgte os på sin fødegård, som betød rigtig meget for hende. Hun var glad for at opleve, at der var “liv og glade dage” og blev født børn på gården igen, efter en periode fra 1961-1999 uden børn. Jens, som nåede at blive i 90’erne, kom også på besøg. Han var næsten blind, men var rundt og mærke på murstenene og kramme det gamle kastanjetræ i alléen, og fik på den måde sagt farvel til Sverriggården inden han rejste tilbage til København og døde kort tid efter.
Kilde: Fortælling 2026 af Pernille Finsrud, Sverriggården, Sorring
Nedkastning af våben i området
Ifølge Kaj Andersen, Sorring havde hans far Laurs Andersen et våbendepot oppe på loftet af Dybdalsvej 11. Det var almindelige rifler og Kaj har som dreng selv set dem.
De skulle efter sigende stamme fra våbennedkastning i Store Lyngdal. Det har på nuværende tidspunkt ikke været muligt at finde yderligere dokumentation for våbennedkastning i Store Lyngdal (red.)
Herudover er der ikke kendskab til nedkastning af våben i Dallerup sogn, men meget tæt på ude på Voel Østermark, nærmere bestemt på gården Grønlund, der ligger Sorringvej 77 var modstandsmand Kresten Kusk Sørensen (19-04-1909 til 30-07-1999) involveret.
(Kresten Kusk Sørensen var far til Søren Sørensen, Voel - tidligere Gjern Hotel)
Kresten var jo en yngre mand på dette tidspunkt – omkring 36 år – og han havde ikke fortalt noget som helst til sin mor, Marie Sørensen, der også boede på gården. Pludselig en dag, hørte Marie, en høne kagle voldsomt op oppe på høloftet. Så hun sendte pigen op for at lede efter æg. Pigen kom ned og sagde, at der lå noget mærkeligt deroppe. Marie skyndte sig at sige, at det var Krestens ting, så det skulle hun bare lade ligge.
Det var først der, Marie opdagede, at det var en masse våben, der var gemt deroppe. Hun blev selvfølgelig og bekymrede, men hjalp til med at holde Krestens aktiviteter skjult.
Nu kan det jo være svært at skjule for naboerne, at der kom lastbiler kørende ned til ejendommen, så nogle af naboerne troede at ”de var i med tyskerne”, som man kaldte det dengang. Det kunne familien så afkræfte efter krigen.
Det samme var tilfældet med mælkemanden, der kom for at hente mælk. Han hørte noget larm og spurgte hvad det var. Det er flasker, sagde Kresten. Der er så mange, der mangler flasker for tiden, så vi er lige ved at samle nogle. Efter krigen fik mælkemanden så sandheden at vide og han udbrød: ”Jamen så kunne jeg jo være blevet skudt”
Nedkastningen begyndte i 1944 efter afsløringen af Hvidsten-gruppen. Her skulle man bruge et nyt nedkastningssted og gemmested til våben. Håndteringen af nedkastning, fragt af våben og gemmested blev håndteret af en nedkastningsgruppe i Ry, ledet af Ernst Østerlund i Ry. Efter krigen blev nedkastningsgruppen foreviget, men Kresten Kusk Sørensen er ikke på billedet eller på navnelisten, da han ikke ønskede at blive hyldet.
Kilde: Foto af nedkastningsgruppen i Ry 1945, arkiv.dk, Ry Lokalarkiv fra den oprindelige Kilde: Bogen, Distrikt 14, af Lars Peter Sørensen, Forlaget Dixit 1984 side 84-85
Kilde: Fortælling af Kresten Kusk Sørensens søn, Søren Sørensen samt Anette Sørensen, Voel
Kilde: Fortælling af Kaj Andersen, Sorring om hans far Laurs Andersen
Kilde: Gjern Lokalarkiv, Årsskrift 2026, artikel ”Om besættelsen på Gjern-egnen” ved Eva Christiansen, Voel
Skydeøvelse i Sønderskoven
Det fortælles i Toustrup, at der under besættelsen blev holdt gentagne skydeøvelser i Sønderskoven. Det forlyder, at der skulle være blevet dræbt en tysker under en sådan øvelse. Og han skulle efter sigende være begravet i skoven og der skulle være sat en lille gravsten. Den er der indtil videre ingen, der har fundet.
Skyttegrave mellem Voel og Sorring
Anker Rasmussen, der er Bent Rasmussens storebror, fortæller, at der var gravet skyttegrave mellem Voel og Sorring.
Familien Rasmussen boede på det tidspunkt bag Voel Østermarks Skole, så derfor havde de et godt kendskab til dette område og de aktiviteter, der fandt sted under besættelsen.
Kilde: Fortælling 2025 ved Bent Rasmussen, Sorring og Anker Rasmussen, født på Voel Østermark.
Tørvegrave under krigen
Under besættelsen var der mangel på træ, kul, benzin, olie og andet, man kunne fyre op med. Derfor blev der gravet tørv i såkaldte tørvegrave, fx i mosen nedenfor Sønderskoven, hvor mange fra Toustrup og Toustrup Station tjente lidt ved at arbejde der. På samme måde var der tørvegrav i mosen langs det, der nu hedder Bjarupgårdsvej, hvor mange fra Sorring arbejdede under besættelsen.
Arbejdet var hårdt for både mænd og kvinder. Mændene gravede typisk tørvene op, som ses på billedet nedenfor, mens kvinderne vendte alle tørvene i solen, så de kunne tørre. Ellers var de ikke meget bevendt som brændsel.
Tørv er et brunt, porøst materiale, der er opstået ved delvis nedbrydning af døde plantedele i moser, og som brændsel indeholder op til 65 % kulstof. Derfor var det velegnet som brændsel i mangel af bedre.
Kilde: Billede af arbejdsfolk i tørvemosen nedenfor Sønderskoven, under krigen, Gjern Lokalarkiv. Billedet er afleveret af Erik Karby Nielsen, søn af Karby, Toustrup Station.
Kilde: Billede af arbejdsfolk i tørvemosen nedenfor Sønderskoven, under krigen, Gjern Lokalarkiv. Billedet er afleveret af Erik Karby Nielsen, søn af Karby, Toustrup Station.
Udover Karby fra Toustrup øverst til venstre i billedet, ses Karl ”Snedker”, Toustrup Station, far til Børge og Harry Jensen, Sorring.
Erosionskløfter og -dale
Erosionsdalene ved Sorring ligger i Dybdal (Sorring) og består af kløften ved Dybdalsvej helt tæt på Sorring og dalene i bunden af Dybdalsvej. Du kan se erosionskløften fra Dybdalsvej og erosionsdalene her fra Høngevej. Derudover findes der et Dybdal ved Toustrup, som beskrives senere.
Dybdal (Sorring) og hele området ligger oven i et landskab, formet i den tidlige miocæne tidsperiode (23 – 5 mio år siden).
Området ligger på randen af det største flodsystem, der har været i Skandinavien nogensinde – vi snakker om vandføring op til 40.000 m3 pr. sekund – Gudenåen har til sammenligning 32 m3 pr. sekund. Landskabet er dannet af subrecente floder, som betyder floder fra tiden fra isen smelter og frem til nu.
Dybdal består af erosionsdale dannet i kanten af tunneldalen efter isens tilbagesmeltning i den sidste istid for ca. 11.000 år siden. (I GEUS rapporter kaldes de raviner eller erosionskløfter)
Kilde: Margaret Skovsen, Gjern Natur
Kilde: Nicolaj Krog Larsen, GEUS
Kilde: Erik Skovbjerg Rasmussen, GEUS
