I forbindelse med udstykningen af erhvervsgrunde i den vestlige del af foretog Silkeborg Museum i perioden i 2008 en arkæologisk forundersøgelse på baggrund af topografien samt registrerede fortidsminder på de tilstødende arealer (Sb.nr. 32 og 33).
Prøvegravningen viste, at der på den centrale del af området fremkom en stor mængde anlæg, der på baggrund af keramik fra to gruber skal dateres til 12-1300 tallet. Der kunne udskilles mindst fem mulige huse.
Spredt over hele området fremkom ved udgravningen i 2009 i alt 792 anlæg primært stolpehuller, men også et par hegnsgrøfter/toftegrænser, flere gruber, to brønde samt bunden af et nedgravet lerkar.
Blandt stolpehullerne kunne udskilles mindst ti huse, hvoraf enkelte var i flere faser. Bevaret træ fra et stolpehul i et af husene og fra brøndene er dendrokronologisk dateret til midt 1200-tallet.
Dendrokronologi eller årringsdatering omfatter alle studier, hvor træernes årlige vækstlag (en årring) kan henføres til et kalenderår. (Nationalmuseets definition)
Kilde: Udgravningsrapport SIM 9/2008 fra Silkeborg Museum
Kilde: Nationalmuseet
På baggrund af resultaterne fra forundersøgelsen udlagdes et felt til nærmere undersøgelse. I alt undersøgtes ca. 11.000 m2. Spredt over hele området fremkom i alt 792 anlæg primært stolpehuller, men også et par hegnsgrøfter/toftegrænser, flere gruber, to brønde samt bunden af et nedgravet lerkar.
De mulige keramikovne, der registreredes i forbindelse med forundersøgelsen, viste sig at være brønde, der efter endt brug var blevet fyldt med rødbrændt lerklining og bygningstømmer fra nedrevne huse.
Der kunne udskilles ti huse (A31, A208, A313-A314, A342-A343, A604, A777-A779) og tre staklader (A333, A780-A781) blandt stolpehullerne
Hvorvidt bygningerne har eksisteret samtidigt, er ikke muligt at afgøre, men dendrokronologisk analyse af træ fra de to brønde samt bevaret træ fra et stolpehul i et af husene daterer det til midt 1200-tallet.
Kilde: Udgravning af træ X101 i brønd A90
Ved bearbejdningen i forbindelse med beretningsskrivningen blev der registreret yderligere fem mulige huse (A782, A783, A784, A786, A787). De er udskilt delvist oveni andre bygninger og udgør sandsynligvis flere faser af disse.
De to grøfter/hegn (A789 og A774) delte pladsen men kunne ikke afklare gårdsanlæggenes indbyrdes datering, da de ikke med sikkerhed kunne knyttes til et eller flere af dem. Den ene af grøfterne (A789) løb ca. nord-syd og delte den undersøgte del af lokaliteten i en østlig og vestlig del. Grøften krummede, så den tydeligvis har indhegnet et område mod vest.
Den anden grøft (A774) løb ca. øst-vest sydligst på det undersøgte område syd for alle gårdsanlæg. Til flere af gårdene kunne knyttes en eller flere mindre huse, der sandsynligvis har fungeret som stalde, lader eller lign. I to tilfælde placerede økonomibygningen sig vinkelret på hovedbygningen (A314 og A313 samt A342 og A343). Hovedbygningerne i gårdsanlæggene havde en længde på 18-24 m og en bredde på 5-5,5 m. På flere af husene sås rester efter udskud langs vægge og gavle. Endvidere undersøgtes to brønde med bevaret træ samt to mindre grube.
På baggrund af keramik fundet både i gruber, brønde og stolpehuller samt hustyperne skal lokaliteten dateres til 12-1300 tallet.
Det nedgravede lerkar var væsentligt ældre og skal sandsynligvis dateres til ældre bronzealder.
Hus A31, som vi har valgt at vise ud af de mange huse fra udgravningen, er et 2-skibet hus med muligt udskud mod nord. Huset er bevaret i en længde af ca. 21 meter og bredde på 6,5 meter, med udskud hele 8,2 meter. Huset ligger i retning vestsydvest-østnordøst og har et vægforløb af to parallelle stolperækker og med fire bevarede tagbærende stolpehuller midt gennem huset.
Heksen Maren Brunis fra Sorring
Vidste du godt, at heksen Ma(ren) Brunis levede her i sognet for 400 år siden og at hun lystigt praktiserede sin heksekunst? Alle mennesker i sognet var bange for hende, for hun havde jo magt over alting. Hun kunne kaste forbandelse over folk og fæ og hun kunne sørge for god høst og kurere familiemedlemmer og dem, der betalte godt.
Derfor var alle bange for hende, men havde også brug for hendes heksekunster. Det benyttede hun sig af og levede af - og det gik jo godt for hende i mange år. Men ikke alle var tilfredse med hendes måde at udnytte folk på. Så derfor blev hun anklaget for sine heksekunster og der blev fældet dom, kan man se i de gamle domsbøger.
For eksempel ”skyldte Rasmus Jørgensen i Sorring hende for, at hun med sin trolddom havde slået en ko ihjel for ham”, står der i domsbogen. Og ”Jørgen Mouritsen i Sorring skyldte hende for, at hun havde forgjort hans mælk, thi den var fordærvet” og sådan var der mange eksempler.
Første gang, hun blev anklaget og dømt for trolddom var i 1602, men der slap hun fri mod at ”rømme land og rige” – altså forlade sognet. Men hun vender tilbage og bliver senere anklaget og dømt for trolddom i 1618, hvor hun bliver "hjemfalden til at komme på en ild" - altså brændt. Så heksen Maren Brunis fra Sorring bliver brændt på bålet i 1618.
Selveste Maren Brunis’ trylleformularer er gengivet i domsbøgerne, men de er så stærke, at vi desværre ikke kan gengives dem her.
Kilde: Gjern Lokalarkiv og Silkeborg Lokalarkiv – 3 østjyske troldkvinder
Erosionskløfter og -dale
Erosionsdalene ved Sorring ligger i Dybdal (Sorring) og består af kløften ved Dybdalsvej helt tæt på Sorring og dalene i bunden af Dybdalsvej. Du kan se erosionskløften fra Dybdalsvej og erosionsdalene her fra Høngevej. Derudover findes der et Dybdal ved Toustrup, som beskrives senere.
Dybdal (Sorring) og hele området ligger oven i et landskab, formet i den tidlige miocæne tidsperiode (23 – 5 mio år siden).
Området ligger på randen af det største flodsystem, der har været i Skandinavien nogensinde – vi snakker om vandføring op til 40.000 m3 pr. sekund – Gudenåen har til sammenligning 32 m3 pr. sekund. Landskabet er dannet af subrecente floder, som betyder floder fra tiden fra isen smelter og frem til nu.
Dybdal består af erosionsdale dannet i kanten af tunneldalen efter isens tilbagesmeltning i den sidste istid for ca. 11.000 år siden. (I GEUS rapporter kaldes de raviner eller erosionskløfter)
Kilde: Margaret Skovsen, Gjern Natur
Kilde: Nicolaj Krog Larsen, GEUS
Kilde: Erik Skovbjerg Rasmussen, GEUS
