Præstegerningen og Præsteboligen

Livet som præst gennem 40 år 

• tekst af sognepræst Morten Rydal, 2025

Min far, Ole Rydal kom til Dallerup i 1964. Siden 1962 havde han været hjælpepræst i Varde. Han havde læst i København, men var opvokset i Ryslinge på Fyn, så skiftet til småbyerne Sorring og Låsby var nok ikke så stort. Sammen med min mor og min storesøster flyttede han ind i den store smukke præstegård, hvor familiens få stole og borde stod og råbte fortabte til hinanden i stuerne. Lønnen var yderst ringe, og der var ikke penge til møbler, selvom min mor med tiden kunne supplere familiens indkomst med nogle timer på det lille bibliotek i Sorring. 

I de knap 40 år far fik i Dallerup, skete der store forandringer i Danmark. I midten af 60’erne var Dallerup og Låsby endnu domineret af landbruget. Spredt ud over sognene lå de små jordlodder med 10-12 tdr. land. Bønder og husmænd kørte Massey Ferguson uden førerhus, havde hønsegård, en flok grise og 5-10 malkekøer i stalden. I Sorring kunne de hente forsyninger i hos de hele fire købmænd. Foruden Børge Nielsens lille alt-mulig-butik tæt bagved tanken på hovedgaden var der Refsgaards Brugsen, købmand Henriksen og Jens Baks købmandsbutik ved Skolebakken. Til præstegården og de omkringliggende gårde i Dallerup kom bager Røhling kørende med brød. Posten, Bach, kom cyklende med sin tykke sorte lædertaske, ostemanden Krowiki kom en gang om måneden i sit hvide folkevognsrugbrød. Og helt op til begyndelsen af 1970’erne kunne man endnu møde Niels Fragtmand, der kørte møg med sine to brune heste spændt for vognen. Far var som sognepræst de første år født medlem af skolekommissionen og havde opsyn med skolens undervisning, ligesom han også skulle mægle mellem ægtefæller, der ville skilles. 

Hele dette gamle Danmark forsvandt stort set i de første 10-15 år af fars tid i Dallerup. Den danske velfærdsmodel var i støbeskeen. Trods oliekrise var det opgangstider. Der kom skolereform og nye lærere til skolen, og præsten skulle ikke længere være tilsynsførende. De nye tider førte en vis afstand med sig mellem kirke og skole, hvilket bestemt ikke skete med fars gode vilje. Tidsånden blæste imod. Blandt toneangivende forfattere, politikere og meningsdannere på den tid var kirken suspekt. I tv kunne man f.eks. høre og se sangerinden Trille, der sang: ”Ham Gud, han er edderma’me svær at få smidt ud”. De kirke- og kristendomskritiske tanker vandt frem blandt folk. Man vænnede sig til, at kirken vistnok er gammeldags. Mere eller mindre ubevidst købte man ind på den tanke, at kirken nok snart ville være forsvundet som et fortidslevn. Traditionelle kønsroller og ægteskabet var til debat. Faste omgangsformer ændrede sig. Man kunne godt gå til bryllup eller gudstjeneste i en gammel sweater og slidte cowboybukser. Og børnene skulle man passe på med at indoktrinere. Det udtryk skulle man forstå ret: Man måtte naturligvis gerne oplære børnene i Maos ”Lille Røde” og fortælle dem alt om kapitallogik, kapitalismens forbrydelser i Afrika og historiens nødvendighed. Den slags var videnskab. Men kristendom skulle man passe på med at indvi børnene i. Hvis man gjorde det, indoktrinerede man. 

Det var en svær tid at være præst i. Og jeg tror på mange måder, at far følte, han hele tiden skulle prædike og virke i modvind. De gamle skel mellem missionsfolk og grundtvigianere var tilmed endnu levende mellem folk, og far lagde sig ikke sjældent ud med missionen, hvilket nok må siges at være uheldigt, da begge parter på den måde mistede en naturlig allieret. Far var et polemisk ironisk gemyt, men havde også en veludviklet humoristisk sans. Hans prædikener, som han altid skrev lørdag nat med et krus hjemmelavet øl ved siden af sig på bordet, var ofte eksperimenterende, og han udviklede med tiden en meget personlig prædikenform, der var en blandingsform mellem lignelsen og novellen. Heri fortalte han historier om folkene i og omkring to opdigtede landsbyer, der til forveksling lignede Låsby og Sorring. På den måde søgte han at gøre evangeliet nærværende – og ikke sjældent farligt nærværende for kirkegængerne. Han forsøgte sig også med egentlige prædikenfølgetoner ved højtiderne, hvor han om end ikke direkte, men dog underforstået sluttede med: ”Fortsættes i morgen”.

Privat fandt far – og mor - sammen med lægeparret i Sorring, James og Grethe Gjøl. Far havde en kunstnerisk åre. Han var en habil tegner, skrev festsange og snedkererede en del i præstegårdens kælder. Og så blev han i en årrække den drivende kraft i ”Pottemageregnens Amatørteaterforening”, der havde til huse i Toustrup Forsamlingshus. Far var fra begyndelsen meget ambitiøs på foreningens vegne. Der skulle ikke spilles almindeligt dilletant, men rigtigt teater, og rigtig revy. Folk var først skeptiske, men da foreningen fortsatte ufortrødent med at spille ”være” ting, vænnede man sig til, at teaterforeningen i Toustrup var noget særligt. Med tiden opførte teatertruppen, som bl.a. andet også talte skoleinspektør Per Bjørn, en lang række klassikere, som f.eks. ”Svend, Knud og Valdemar”, Holberg, og Soyas ”Parasitterne”. 

Teologisk tilhørte far Tidehverv, en bevægelse, som i dag nok mest er blevet forbundet med navne som Søren Krarup og Jesper Langballe. Bevægelsen har dog rødder 100 år tilbage til 1920’erne, og også fars far, Tage Rydal og svigerfar, Jørgen Holck var involveret i den. Far og Søren Krarup var studiekammerater, og Jesper Langballe, der var uddannet journalist, tog ”nøduddannelsen” til præst hos far. Et sted har far beskrevet det, han opfattede som sin far, Tage Rydals teologi, men i virkeligheden er det nok sin egen teologi, han beskriver: 

”Far prædikede om livet nu  - det evige liv er i dette nu. Vi skal ikke sidde og vente på det, for så får vi det aldrig- vi har blot at gå ud i det. Vi får ingen garantier på det, får det blot overgivet. Hjælpeløse står vi overfor det, vi kan kun slå vor lid til, at Gud i sin nåde vil hjælpe os, når vi vandrer ud deri”.  Sådan skriver far, hvorefter han citerer sin egen far: ”Vor frelse består i at være fortabt sammen med andre fortabte og sammen med dem leve af Guds godhed fra dag til dag”.

Far blev – halvvejs imod sin vilje – provst i 1992. Han var stærkt kritisk over for alle kirkelige dignitarer, men lod sig overtale af biskop Herluf Eriksen, der sagde til ham: ”Vi har brug for, at også nogle af de gode præster bliver provster”. Efter sigende var far meget afholdt blandt præsterne i provstiet, som han altid forsvarede, hvis de var kommet i vanskeligheder. I 2003 gik far på pension. De flyttede til Gjern, men far døde - alt for tidligt – allerede tre år efter i 2006.