Kilde: Billede af kirkens ydre set fra syd – taget af Hanne Hoberg 2024
Dallerups historie
Lokaliteten Dallerup omtales første gang i år 1245, da to præster herfra, Yllhug og Nicolaus, deltager i et møde i Aarhus. En gammel stedbetegnelse for området Wievang (offersted) tyder på, at stedet er et ældgammelt offersted. Vi kan gætte på, at der før stenkirken har været en trækirke.
Kilde: svoda.dk
Religionen gennem tiderne
Dallerup Kirke går helt tilbage til 1200-tallet, da Danmark var et katolsk land. Om dette vidner de to munkegrave, der blev fundet ved omlægning af kirkegulvet, og det kan ikke afvises, at disse kan have været kirkens første præster.
Efter længere tids politisk og kirkelig røre, overgik Danmark med reformationen i 1536 officielt fra katolicismen til Martin Luthers protestantiske måde at anskue kristendommen på. Luthers opgør med den katolske kirke betød, at man i de protestantiske kirker ikke længere tillagde Paven betydning, som værende Guds stedfortræder på jorden. Ej heller mente man, at Paven, som det eneste menneske, var ufejlbarligt, hvilket han bliver opfattet som i katolicismen. Martin Luther var derimod af den holdning, at intet menneske var fejlfrit, og at alle var lige tæt på Gud.
Efter protestantismens indtog i de danske kirker fulgte nu en tid, hvor Dallerup Kirke flere gange skiftede ejer. Fra reformationen overgik den til kronen, men i slutningen af 1600-tallet solgtes kirken til Søbygård, indtil den i 1700-tallet igen gik over til kronen. I slutningen af 1700-tallet solgtes kirken til Kalbygård, og vi skal helt hen til midten af 1950’erne, før kirken blev selvejende.
Kilde: Sognepræst ved Dallerup Kirke, Cand. Theol. Oliver Karst, 2025
Kirkens historie
Dallerup kirke er en typisk kvaderstenskirke. Murene er opført som ”kassemure” dvs. med en udvendig skal af tilhuggede kvadre (bygningssten med firkantet forside, tilhugget af natursten, iflg. lex.dk) og en indvendig skal af kløvede kampesten eller simple marksten.
Dallerup kirke omtales første gang 1524 i forbindelse med den såkaldte landehjælp, hvortil den bidrog med 20 mark. Efter reformationen overgik kirkens ejerforhold til kronen. Ved statens gældssanering efter Svenskekrigene i 1679, sælges kirken sammen med pastoratets hovedkirke i Linå til Jens Poulsen Kolding, Søbygård. Den forblev i hans efterkommeres eje frem til 1719, senest stedets præst, Clemens Jensen Poulsen (1700 – 56).
I 1719 anvendte kongen sin tilbagekøbsret og henlagde kirken under Skanderborg rytterdistrikt. Ved distriktets ophævelse og auktion over dets gods 1767, erhvervedes kirken af sognets daværende præst Christian Gydberg (1756 – 96). Han solgte kirken i 1775 videre til Jacob Jensen Rosborg, Kalbygård, Låsby. Herefter fulgte kirken Kalbygård indtil 1814, da Kalbygårds status som hovedgård blev ophævet. Kirken overgik herefter til sognets hartkornsbesiddere, der anførtes som ejere frem til overgangen til selveje i 1956.
Kilde: svoda.dk
Kilde: Billede af Dallerup Kirke fra sydsiden taget af Hanne Hoberg 2024
Religionen gennem tiderne
Selvom Dallerup Kirke ikke har været tilknyttet en munke- eller en klosterorden med sin opførelse i 1200-tallet, har den alligevel været en katolsk kirke.
Alt dette ændrede sig dog i 1500-tallet, hvor den tyske munk, Martin Luther, havde skabt røre i sit hjemland ved at udfordre den etablerede katolske kirkes tankegods. Luthers primære anke var, at man ikke skulle kunne købe sig til frelse ved at betale penge til kirken – den såkaldte aflad. Den eneste måde at blive frelst på var gennem tro.
Disse ideer spredte sig i starten af 1500-tallet til Danmark, hvor særligt præsten Hans Tausen var med til at udbrede Luthers ideer, der fik navnet ”protestantismen”.
Oprøret mod den katolske kirke inspirerede også kongemagterne i Norden, fordi de så muligheden for at annektere kirkens mange besiddelser.
Særligt Christian d. 2. spillede en stor rolle i at introducere Luthers lære i Danmark. Der skulle dog en borgerkrig til herhjemme mellem magtfulde støtter af den katolske kirke, særligt adelen, og protestanter, før protestantismen blev den officielle kirkelige retning. Det var nemlig Christian d. 3., der førte an for protestanterne, og da disse vandt borgerkrigen, var vejen banet for en kirke styret af kongemagten – også kaldet en fyrstekirke.
De katolske biskopper blev herefter afsat, klostrene lukket, og al kirkens jord og gods kom herefter ind under kongen. Det var nu også kun kongen, der måtte udnævne kirkelige embedsmænd, og samlet set mistede kirken også fuldstændigt sin politiske magt.
Hvad betyder det at være protestant?
Ordet protestant kender vi fra ordet ”protestere” og blev oprindeligt brugt, da evangeliske stænder i Tyskland i 1529 protesterede mod at, at udbredelsen af protestantismen skulle stoppes. Protestanterne mente selv, at de skulle kaldes ”evangeliske”, som ville tage udgangspunkt i deres vigtigste ståsted – at mennesket udelukkende kunne frelses ved tro. Luther gjorde også op med den hierarkiske struktur i den katolske kirke, hvor paven og præsterne var tættere på Gud og skrev bl.a.: ” Enhver, som er krøbet ud af dåben, er lige meget præst og biskop”
Alle var dermed lige nær Gud, og paven skulle heller ikke anses for ufejlbarlig.
“Sola scriptura” var Luther’s princip. Dette betyder ”skriften alene”, og med det menes der, at der i Lutherdommen ikke er noget mellemled mellem menigmand og Gud, da alle er lige. Den eneste autoritet er Bibelen.
Den såkaldte gerningsretfærdighed betyder heller intet i protestantismen. Mennesket kan således intet gøre for at frelse sig selv, da vores vilje er trælbunden. Mennesket kan intet godt gøre og kan på den måde heller ikke gøre noget for at komme til at stå i et bedre lys hos Gud.
Der er derfor kun en ting at gøre – at tro på Guds ord. Det var derfor vigtigt for Luther, at kirkegængerne forstod, hvad præsten sagde i sin prædiken, hvilket mange tidligere havde haft svært ved, da prædikerne i katolicismens tid var på latin.
”Sola fide” kaldte Luther princippet, der betyder ”tro alene”.
Kilde: Tekst af cand. theol. Oliver Karst, præst ved Dallerup Kirke, 2025
Kirkens indre
Kirkens indre er velbeskrevet i Danmarks Kirker udgivet af Nationalmuseet. Her viser vi et udsnit af nogle af de mest interessante effekter.
Kirkens indre 1910
I 1895 indførtes opvarmning af kirken. Kakkelovnen stod i det nordøstre hjørne af skibet i en trækasse. Dette ses her på foto fra 1910 fra Boserups samling på Nationalmuseet.
Kilde: Danmarks Kirker udgivet af Nationalmuseet fig 33, foto 1910 Boserups samling NM
Altertavle
Altertavlen er ifølge kirkegårdsregnskaberne fra 1614 udført og ”formalet” af Jesper ”Maler”, der efter forhandling med provsten, fik 45 dl.(dalere) for arbejdet. Han skulle selv levere tømmeret hertil og sørge for egen kost. Altermaleriet forestiller Kristus på korset og er antageligt fra 1804 og malet på træ. Kunstner ukendt.
I 1878 udskiftes træmaleriet med et, malet på lærred udført af P. A. Lüders og forestiller Jesus i Gethsemane. Frem til 1947 tjente dette som altermaleri, hvorefter det udskiftedes med det oprindelige træmaleri fra 1804. Maleriet på lærred tjener i dag som bagklædning for et maleri med tekst, udført af H. E. Jensen, og opsat på øst væggen i ligkapellet.
Døbefont
Døbefonten er en romansk døbefont i granit.
Ydersiden prydes foroven af 14 ringformede figurer.
Dåbsfad
Dåbsfad fra o. 1550 – 75, sydtysk arbejde, af messing. Fadet er af de lidt sjældnere forekommende med det habsburgske våben i bundfeltet, indrammet af tekstbort med – got sei mit vns – (tysk: gud være med os) gentaget fire gange. Tilsvarende dåbsfade findes i Vester Assels (Morsø kommune) og Øster Ulslev (Guldborgsund kommune).
Herskabsstol
Den gamle herskabsstol er rimeligvis indrettet i slutningen af 1700-årene af Jacob Jensen Rosborg. Siden 1926 er stolen flyttet bagest i kirken og anvendt som orgelrum.
Det første orgel med fem stemmer, var skænket af murermester Frits Pedersen, Sorring, og fremstillet af Frobenius i Horsens.
I 1981 (1. etape) og 1987 (2. etape) fik kirken et nyt 10-stemmers orgel.
Orgelet er bygget af Marcussen, Aabenraa.
Mindeplade
Jacob Jensen Rosborg (1719-1800), Kalbygård ved Låsby, ejede kirken fra 1775 og frem til sin død 1804. I årene omkring 1800 har han antagelig forsynet kirken med nye bænke samt herskabsstolen. Han bekostede også store reparationer af kirkebygningen og inventaret. En meget stor gravsten eller mindeplade over Jacob Rosborg lå indtil 1886 i korgulvet, herefter oprejst imod sydmuren ved siden af alteret.
Korbuekrucifiks
Korbuekrucifiks, fra 1450 – 75
Gennemgribende restaureret i 1916 af maler Johannes Malling med tilføjelse af nye arme, tornekrone og tæer samt supplering af næse og hår. I 2016 blev krucifikset igen restaureret, denne gang af konservator Nedergård, Ålborg og nu ophængt på kirkens nordvæg.
Kilde: svoda.dk
Restaureringer
Kirken blev restaureret i 1943, i 1967 og i 2024. Efter restaureringen i 1967 blev kirken genåbnet ved en højtidelighed ved biskop Henning Høirup, Aarhus. Her ses et kort klip af indvielsen, optaget af Oluf Søgaard, Sorring. På klippet ses daværende sognepræst Ole Rydal og kirkesanger Werming Petersen, der også var skoleinspektør på Sorring Skole.
Kilde: Optagelse ved Oluf Søgaard, som på dette tidspunkt drev Sorring Radio- og TV-forretning på Ebbesensvej. Materialet er venligst udlånt af familien v/Viggo Søgaard
Kilde: Billede af kirkekiste fra Dallerup omkring år 1300 – den findes nu på Nationalmuseet. Danmarks Kirker udgivet af Nationalmuseet
Fund gennem tiderne
Kalkmalerier
At der har været kalkmalerier i kirken, er konstateret af museumsinspektør Chr. Axel Jensen, som afdækkede et stykke af muren ved prædikestolen. Der var rester af et billede af St. Jørgen og Dragen. Korbuen bærer spor af at have været bemalet, men de tyder ikke på noget værdifuldt. Den blev renset med natronlud i 1908.
Stenkiste+mønt
Ved bortsendelsen af kirkens kiste (til Nationalmuseet 1916, red.) faldt en mønt ud, som efter sagkyndiges udsagn skulle være fra Svend Estridssøns tid. Dette har Nationalmuseet dog ikke kunnet bekræfte på mail, ligesom de ikke opbevarer mønten.
Kilde: Dallerup sogn – i fortid og nutid v/Chr. Heilskov og H. E. Jensen
Kilde: Billede af kirkens ydre set fra nord – taget af Hanne Hoberg 2024
Kirkens ydre
Dallerup Kirke er bygget i flere omgange. Den nuværende kirkes kor og skib er antagelig opført omkring år 1200, mens våbenhuset er fra sidste halvdel af 1700-tallet.
Murene i kor og skib er bygget af fint tildannede granitkvadre, mens våbenhuset er bygget af røde sten. Der har oprindeligt været to døre, men i dag er kun døren mod syd bevaret. Tagene på kor og skib er af bly, mens våbenhuset har rødt tegltag.
Kilde: Danmarks Kirker udgivet af Nationalmuseet
Kilde: Billede af tilmuret kvindedør taget af Hanne Hoberg 2024
Kvindedør
I dag er det stort set alle steder den gamle kvindedør i nordsiden, der er sløjfet og muret til, ligesom her. Det skyldes, at man fra 1400-tallet begyndte at bygge ”våbenhuse” omkring mandsdøren som en vejr- og vindskærmende foranstaltning omkring de ceremonier, der i senmiddelalderen foregik netop ved kirkedøren. Ceremonier ved kirkedøren kunne være velsignelser af giftermål, skriftende og bodsgængere, barnedåb eller en nybagt moders første kirkegang efter fødslen – en skik, som holdt sig langt op i tiden også efter Reformationen (1536).
Alt dette skete ved indgangen til det helligede rum, hvor intet urent, djævlebefængt eller syndigt måtte komme uformidlet ind. Tilbygningerne brugtes endvidere til verdslige formål, forsamlinger – og i fredstid til opbevaring af landeværnets våben, hvilket nok har afstedkommet den populære benævnelse.
Kulturmønstret var et andet, blot for et par århundreder siden. Kvinder og mænd fulgtes ikke ad på gaden; og ved sammenkomster, selv i private hjem, sad kvinder og mænd ofte i hver sit rum. Derfor fik kirkerne med tiden deres egen ind- og udgangsdør til gudstjenesterummet, traditionelt i den øst-vest vendte kirkebygnings nordside, mens mændene kom og gik fra syd. I kirkerummet stod mændene derfor til højre (set fra kirkerummet), kvinderne i venstre side. Denne skik er i dag helt forsvundet, på nær ved kirkebryllup, hvor bruden traditionelt føres ind ved netop ledsagerens venstre arm, og har sin familie (både mænd og kvinder) siddende i kirkens nordside.
De steder, hvor ”våbenhuset” ikke var bygget foran den gamle kvindedør, forsvandt kvindedøren i løbet af de første par århundreder efter Reformationen (1536).
Kilde: www.kristendom.dk
Våbenhus
Et våbenhus ved Dallerup Kirke omtales tidligst 1618, da dets dør fik ny lås. Det murede våbenhus er resultatet af en ombygning 1756-1757 af en bindingsværkskonstruktion af uvis alder. Ved ombygningen 1756-1757 nyopsattes kirkens vestgavl i dobbelte Flensborgsten, og det er antageligt en række kvadre herfra, der indgår i våbenhusmuren.
Kilde: Danmarks Kirker udgivet af Nationalmuseet (red.)
Tympanon over indgangen til våbenhuset
Tympanonen (et trekantet ofte skulptursmykket gavlfelt iflg. lex.dk) har oprindeligt været sat over indgangen til den nu tilmurede nordindgang, men blev i 1903 sat over indgangen til våbenhuset. Motivet er ret tydeligt Daniel omgivet af to løver i løvekulen.
Kilde: Danmarks Kirker udgivet af Nationalmuseet
Tympanon over indgangen til kirkerummet
Tympanonen i våbenhuset over indgangen til kirkerummet er der to tydninger af.
Den første er, at det forestiller Kristus på kongetronen med troen og retfærdigheden på hver sin side. Den anden er, at det forestiller Harald Blåtand med biskop Popo til venstre og en messedreng til højre. Popo bærer i venstre hånd jernbolten, og kongen aflægger trosløfte, mens messedrengen svinger kærte og røgelseskar.
Kilde: Danmarks Kirker udgivet af Nationalmuseet
Kirkegården
Kirkegården er omgivet af et gammelt kampestensdige med tre indgange, i syd hovedindgangen og en til, som før udvidelsen i 1936 var i øst lige over for den tredje indgang i vest. Ligesom de tre indgange svarer henholdsvis til kirkegængere fra Sorring, Dallerup og Toustrup, var det skik at begrave de døde i den efter retningen nærmeste del af kirkegården; men efter udvidelsen overholdes denne sondring ikke længere.
Kilde: Dallerup sogn – i fortid og nutid v/Chr. Heilskov og H. E. Jensen
Lapidarium
Dallerup Kirkegård er kendt verden over via Wikipedia for sit lapidarium.
Kilde: svoda.dk
Kilde: Danmarks Kirker udgivet af Nationalmuseet
Kilde: Kilde: Dallerup sogn – i fortid og nutid v/Chr. Heilskov og H. E. Jensen
Kilde: Wikipedia
Kilde: Dialoger med Svend Aage Mikkelsen, Harry Jensen og Oliver Karst, Sorring
Sagnet og Jomfru Dals Høj
Det kendte sagn om oprindelsen til de tre kirker i Linå-Dallerup pastorat er vist første gang trykt 1758 i Hofmans Fundationer og lyder der således: »Her skal have været 3 kirker, Linnaae, Bierrup og Dallerup, som siges at være bygget af 3 Jomfruer, Lene, Berthe og Dalia (i senere version simplificeret til Lin, Bjar og Dal), hvilke skal være begravet i en høj, den mellemste er forlængst nedbrudt.«
Det fortælles ellers: »Tre hellige Jomfruer, som var søstre og hed Dal, Lin og Bjar, sejlede en aften på den skønne sø, som i gamle Dage strakte sig mellem Kalbygaard Skov og Bjarup. Så tabte Bjar sin ring i søen. Herover blev hun vred og forbandede søen, så den skulle udtørres. Det skete, og man opsamlede en mængde fisk, der blev bragt ind på Kalbygaard. Den første fisk, der åbnedes, havde i maven Bjars ring. Siden byggede de tre søstre hver sin kirke: Dallerup, Bjarup og Linå, der lå i lige linje fra øst til vest med l/2 mils afstand (ca. 800 m).
Søstrene bestemte, at de ville begraves i en høj ved den kirke, de havde bygget, og hvis nogen forstyrrede højen, skulle der komme ondt over egnen (fx kvægpest). Jomfruen i Linå fik lov at hvile i fred, men en jordgerrig mand pløjede og tilsåede højen ved Bjarup Kirke, og så flød »Tyrens Hul« (i Bjarup Mose) over, så beboerne druknede, og navnet Bjarup slettedes af de levende byers tal. I Dallerup prøvede en mand at grave i højen; men da flere af hans køer straks efter døde, skyndte han sig at udslette sporene af sit værk, og højen fik lov at ligge græsklædt og fredet op ad kirkegårdens østre mur.«
I 1920erne blev højen ved Dallerup Kirke alligevel sløjfet af markens ejer. Det viste sig, at højen var en oldtidshøj, som foruden en del sten indeholdt en stenøkse. I 1936 blev kirkegården udvidet mod øst, så den sløjfede »Jomfru Dals Høj« nu ligger inden for kirkegårdens dige. (Nationalmuseet har desværre intet registreret omkring højen, red).
Kilde: Dallerup sogn – i fortid og nutid v/Chr. Heilskov og H. E. Jensen
Her ses konturerne af Jomfru Dals Høj lige udenfor kirkegårdsdiget mod øst inden kirkegårdens udvidelse i 1936. Den nu fjernede klokkestabel var vistnok fra 1899.
Kilde: Danmarks Kirker udgivet af Nationalmuseet fig 42, foto 1925 af Poul Nørlund
Erosionskløfter og -dale
Erosionsdalene ved Sorring ligger i Dybdal (Sorring) og består af kløften ved Dybdalsvej helt tæt på Sorring og dalene i bunden af Dybdalsvej. Du kan se erosionskløften fra Dybdalsvej og erosionsdalene her fra Høngevej. Derudover findes der et Dybdal ved Toustrup, som beskrives senere.
Dybdal (Sorring) og hele området ligger oven i et landskab, formet i den tidlige miocæne tidsperiode (23 – 5 mio år siden).
Området ligger på randen af det største flodsystem, der har været i Skandinavien nogensinde – vi snakker om vandføring op til 40.000 m3 pr. sekund – Gudenåen har til sammenligning 32 m3 pr. sekund. Landskabet er dannet af subrecente floder, som betyder floder fra tiden fra isen smelter og frem til nu.
Dybdal består af erosionsdale dannet i kanten af tunneldalen efter isens tilbagesmeltning i den sidste istid for ca. 11.000 år siden. (I GEUS rapporter kaldes de raviner eller erosionskløfter)
Kilde: Margaret Skovsen, Gjern Natur
Kilde: Nicolaj Krog Larsen, GEUS
Kilde: Erik Skovbjerg Rasmussen, GEUS